Jeg ser altid frem til Delphine de Vigans bøger. Fælles for dem alle er hendes evne til at beskrive skrøbelighed på en vanvittig smuk måde. De taknemmelige, som er anden fritstående bog i hendes romantrilogi om menneskelivets følelser, tager fat på begrebet taknemmelighed på fineste vis.

Misjka er gammel. Hun bor alene i sin lejlighed og har hverken børn eller mand. Marie, som voksede op i samme bygning med en misbrugsramt mor, og som Misjka tog sig meget af, bor stadig i bygningen og tager sig nu af Misjka. Det er Marie, der tilkalder hjælp, da det er tydeligt, at Misjka ikke kan bo alene længere. Misjka kommer på plejehjem og får tildelt talepædagogen Jérôme, som skal hjælpe hende med hendes sprogforstyrrelser. Misjka plejede at arbejde som korrekturlæser på en stor avis, så det føles endnu mere forfærdeligt, at det netop er ordets magt, hun skal miste.

Efterhånden som Misjkas historie bliver fortalt gennem Marie og Jérômes besøg, bliver vi de triste vidner til hendes langsomme forfald og hendes kamp for at udtrykke sig. Det er ikke en sørgelig historie trods det store tab, men en bog om, hvor lidt der skal til for at gøre noget godt for andre, og hvor meget ord kan være med til dette. Delphine de Vigan kan nemlig noget helt særligt med sine ord, og det kommer især i spil i De taknemmelige.

Der er så meget ømhed og humor i Delphine de Vigans beskrivelse af alderdom og den tid, der går, mens bogen læses. Hvor det i De Loyale var loyalitetens yderst komplicerede former, som Delphine de Vigan undersøgte, havde jeg hårdt brug for en historie fuld af medfølelse og venlighed som denne. De taknemmelige gør ikke som De loyale ondt at læse. Den er ikke på samme måde et indblik i noget, der tydeligvis er forkert, som vanrøgt af børn. Nej, vi følger livets gang, efterhånden som årene sætter sine spor og, som her, tager sproget fra os.

Se også vores anmeldelser af De loyale, Dage uden sult, No og mig og Alt må vige for natten.

Delphine de Vigan: De taknemmelige, People’s Press, 175 sider, august 2019