Delphine de Vigan fik sit store gennembrud i 2013 med bogen Alt må vige for natten, som var en autofiktiv historie om hendes kaotiske barndom og forholdet til hendes mor. Siden da har vi været så heldige at få flere af hendes ældre bøger oversat til dansk, deriblandt kortromanerne Dage uden sult og De loyale. Fælles for alle Delphine de Vigans bøger er hendes evne til at beskrive skrøbelighed, utilstrækkelige forældre på den ene eller anden måde og mennesker, der efter endt læsning alle efterlader et uudsletteligt spor i læseren.

I No og mig møder vi den 13-årige meget intelligente Lou Bertignac, som er sprunget to klasser over og derfor befinder sig som den yngste og klogeste i en klasse med langt ældre elever. Lou føler sig forkert sammen med sine klassekammerater og er hemmeligt forelsket i den 16-årige Lucas, hvilket ikke gør det nemmere for hende.

En dag da hendes lærer beder hende om vælge et opgaveemne, som hun skal fremføre foran hele klassen, går hun i baglås og får slynget ’hjemløse’ ud. Bordet fanger, og Lou bliver nødt til at finde ud af, hvad hun skal fremlægge om hjemløse. Hun beslutter sig for at tage hen til togstationen Gare d’Austerlitz, hvor hun flere gange lagt mærke til en ung hjemløs pige.

Den hjemløse pige hedder No og er 18 år gammel. Efter at Lou har inviteret hende på varm kakao, indvilger No i at lade sig interviewe til Lous projekt. Det bliver begyndelsen på et venskab mellem de to piger, som på hver deres måde har noget at give hinanden. Lou beslutter sig for at redde No, og imod al forventning indvilger hendes forældre i, at No flytter ind. Moren, der i flere år har sørget over tabet af et barn og knap nok sagt et ord, begynder at tale igen, og Lou knytter sig mere og mere til den ældre pige.

Men ikke alle svigt kan heles, og efter nogen tid begynder deres tilværelse igen at ramle. Lou bliver nødt til at få hjælp fra Lucas. No har svært ved at fastholde sit nye liv væk fra gaderne, og pludselig er Lou på vej ud, hvor hun ikke kan bunde.

Der er noget helt igennem specielt ved Delphine de Vigans bøger, som på den ene side er nemt at sætte ord på, og på den anden side enormt svært. Det handler meget om følelser. For jeg kan sagtens skrive, at hun endnu engang har skrevet en gennemført fantastisk roman om en emne, der er svært at tale om. Det, der er vanskeligt at beskrive, er alle de små facetter og nuancer, hun får frem i lyset. Den hjemløse No og det svigt, hun har lidt ved at være et uønsket barn. Det barn, Lous forældre drømte om, og som de mistede. Og Lou, som mest af alt ønsker sig den kærlighed, hun fik fra sin mor, før moren mistede sit andet barn. Alle historier om pigers forhold til deres mor – noget som altid har ligget Delphine de Vigans hjerte nær.

Delphine de Vigan: No og mig, People´s Press, 228 sider, februar 2017