Som ringe i vandet spreder et menneskes handlinger sig til et andet. Forældres had til hinanden forankrer sig i børn, der forbliver loyale overfor begge parter og tier i stedet for at tale. Det indtil de ingen anden udvej ser, end at forsøge at dulme følelserne. De loyale er en historie om de børn.

Da skolelæreren Hélène får mistanke om, at hendes 12-årige elev Theo bliver misrøgtet derhjemme, gør hun alt for at hjælpe ham. Hun er selv vokset op med en voldelig far, og kan genkende tegnene. Theo er skilsmissebarn i en familie, hvor forældrene ikke taler sammen. Han hænger ud med vennen Mathis, pjækker fra timerne og gør dumme ting. Gradvist skrider det for Theo og som læser ser man handlingslammet til.

Historien (og dermed de samme begivenheder) bliver fortalt fra forskellige synsvinkler. Hélène der desperat forsøger at få kontakt til Theo, og Theo der prøver at beskytte sin far fra morens had og fordømmelse, ved at skjule det svigt han oplever. Mathis’ mor, der selv er datter af en alkoholiker og hurtigt kan se, hvad drengene har gang i, men ikke deler det med sin mand.

Der er så mange aspekter i denne lille bog, at den skal læses igen og igen. Hvornår kan man tale om vanrøgt? Er det kun, hvis barnet bliver forsømt eller slået, eller er det også, når det bliver vidne til det had, der kan være mellem to forældre? Er vi klar over hvilke varige mén børn, der oplever det, får? Delphine de Vigan har en evne for at vende vrangen ud på sine karakterer og skrive om lige netop det, der er vigtigt. Jeg kan kraftigt anbefale De loyale, hvis du er til bøger, der rammer lige i solar plexus.

Delphine de Vigan: De loyale, People’s Press, 200 sider, august 2018