Delphine de Vigan fik sit store gennembrud i 2013 med bogen Alt må vige for natten, som var en autofiktiv historie om hendes kaotiske barndom og forholdet til hendes mor.

Dage uden sult blev udgivet under pseudonymet Lou Delvig i 2001 og var oprindelig Delphine de Vigans debutroman. Bogen er en forløber for Alt må vige for natten, og handler om en ung kvinde i den mest smertefulde periode af hendes liv.

Laure er 19 år gammel og svært anorektisk. Hun vejer trods sine 175 cm. kun 36 kilo, da hun frivilligt bliver indlagt på et hospital. Så tæt på døden, at lægerne mener, det er et mirakel, hun stadig er i live. På hospitalet starter en tremåneders lang kamp. Hun skal tage 14 kilo på, for at komme tilbage til livet.

Langsomt begynder hun at blive en integreret del af hospitalet og dets rutiner. Hun vænner sig til lyden af sondemaskinen og de få kilo, hun langsomt tager på. Kilo der er med til at fjerne hendes kontrol, og gøre hende mere sårbar og skrøbelig. Men også kilo, der giver hende forstanden tilbage, og hjælper hende til at forstå hvad, der gjorde hende syg.

Dage uden sult er intens og medrivende. Beskrivelsen af Laures sygdom er, som at få åbnet en dør indtil en ellers lukket verden. Hvordan er det fysisk og psykisk muligt at sulte sig selv? Hvordan kan psyken være så stærk, at den overtrumfer de fysiske behov? Delphine giver os indblik i en meget tabubelagt sygdom, og det er en hel speciel oplevelse. Delphine de Vigans bøger har det med at sætte uudslettelige indtryk i læseren, længe efter de er læst.

Delphine de Vigan: Dage uden sult, People’s Press, 153 sider, april 2017