Kalvøs bog har undertitlen ’En nordmands modvillige forsøg på at lære at elske naturen’. Og det er en rigtig fin beskrivelse, for vi følger forfatterens inderlige kamp for at komme med på en trend, der åbenbart har grebet nordmændene i et næsten bizart omfang.

Det handler om at komme ud i naturen, op i fjeldet for at vandre eller stå på ski i ét væk. Med Kalvøs ord: ’Jeg har mistet så mange venner til naturen de seneste år. Gode mennesker. Kloge mennesker. Vittige mennesker, som før gerne ville med på bar og snakke og have det sjovt. Hvad laver de i dag? De står tidligt op, tager et billede af et skispor, lægger det ud på Facebook og Instagram og skriver: Fin dag ude i terrænet’. Man forstår, at det er en alvorlig situation for Kalvø, der elsker bylivet og er nem at begejstre blandt flokke af venner, blandt tilskuere til en fodboldkamp eller hjemme i sofaen sammen med kæresten og en god film. For naturen, no way, det er ikke ham.

Og så alligevel, noget nager. Er det ham, der tager fejl, når nu alle andre ikke kan tale henført længere om andet end udsigten fra en fjeldtop? ’Har der været et møde, jeg ikke blev indkaldt til? Hvem er det, der har stjålet mine venner? Og byttet dem ud med en flok hønissede friluftstyper? Som lægger billeder op af sig selv med tommelfingeren i vejret og grimme huer ude i den friske luft? Og som faktisk ser ud til at kunne lide det?’ Sådan spørger Kalvø sig selv, indtil han en dag træffer en dramatisk beslutning. Han må selv på fjeldet, og kæresten skal bistå ham som dokumentarist. Ruten skal gå omkring nogle af de store seværdigheder og stejle fjelde, og det kræver naturligvis det helt rigtige udstyr. ’Og lad mig slå fast: Det er ikke billigt at leve primitivt’, som Kalvø konstaterer efter at have brændt cirka 40.000 kr i et par specialbutikker. Herfra følger vi hans tur og mange strabadser i regnvåde norske fjelde, primitive hytter og hoteller, hvor der heldigvis er godt med ordentlig mad og våde varer, som kan stive en af til den næste dags vandring.

Den første tredjedel af bogen fungerer rigtig godt. Den er en lun og humoristisk udforskning af den kult, der tilsyneladende er omkring den norske natur. Vi får små analyser af fjeldvandring og naturpassion som erstatning for religion, som en måde at leve op til tidens krav om at være fit, og som forsøg på at finde tilbage til noget oprindeligt i en tid, hvor mange af os vitterligt har fjernet os meget fra naturen og lever i storbyer og kontormiljøer. Pusten går dog af fortællingen efterhånden som vi følger med Kalvø og kæreste på tur. Det bliver for langt og for omstændeligt – eller også er denne læser i virkeligheden for fremmedgjort over for naturen. Man bør måske have været der noget mere for at værdsætte de mange detaljerede beskrivelser fra Kalvøs tur.

Are Kalvø: Hyttebog fra helvede. People’s Press, 294 sider. Oversat af Ninna Brenøe