Rasmus Dahlberg viser med sin tredje bog i serien om Pandoracellen en voksende modenhed og en herlig eventyrlyst. Ikke alene etablerer han sit forfatterskab, når han i ”Thors Hammer” sender sine ’spillere’ ud af Danmark; han viser endnu flere sider af sine ekstensive kompetencer inden for katastrofevidenskab.

Jonas Kvist er sædvanen tro hovedpersonen i historien, og han leder Pandoracellens tur til Island, hvor de skal deltage i en katastrofeøvelse, hvor det blandt andet skal testes, hvordan beredskabet er i en situation, hvor kommunikationsforbindelserne er hårdt ramt. Men øvelsen bliver til barsk virkelighed, da vulkanen Katla pludselig går i udbrud, og en kæmpe askesky ryger op i luften.

Men havde Jonas ikke nok at tænke på med de udfordringer, så finder han sig også suget ind i et islandsk familiedrama, som han opdager ikke er helt tilfældigt. Og nu kæmper han ikke kun for at redde de involveredes liv. Han kæmper for sit eget.

Dahlberg er langsomt ved at krybe ind under huden på mig. Hans første bog ”Pandoracellen” var et rigtig friskt pust og frem for alt skrevet af en mand med en meget faglig relevant baggrund. Dahlberg er nemlig cand.mag i historie og ph.d. i katastrofevidenskab. Han er desuden medstifter af Copenhagen Center for Disaster Research (COPE) ved Københavns Universitet og har tidligere været tilknyttet Beredskabsstyrelsen. Med andre ord: Han ved, hvad han taler om.

Normalt bliver jeg nervøs, når jeg ser en tv-serie eller læser en bogserie, hvor vi så tidligt i forløbet skal væk fra vore egne græsgange. Hvis en forfatter allerede tidligt vælger at sende hovedpersonerne ud af byen, så er det ofte et tegn på, at der ikke er stof nok ’derhjemme’, og det betyder næsten altid, at eksempelvis en tv-serie ikke overlever mange sæsoner. Det er absolut ikke tilfældet med ”Thors Hammer”.

Dahlberg formår at gøre turen til Island meget relevant og vedkommende for – om man så må sige – ’hjemmekontoret’, og jeg sidder overhovedet ikke med følelsen af, at vi allerede er ude og hente materiale udefra. Handlingen, som til tider godt kan søge ind i det historiske og traditionsbundne, giver mening og får mig overhovedet ikke til at rynke brynene.

Hvad der er endnu bedre er, at Dahlberg synes at have fundet sin krimistemme. Forsidens oplæg ’En sag for Pandoracellen’ lyder stadig lidt ungdomsbog- og detektivagtigt, men bogen er skrevet levende og indbydende, og du har lyst til konstant at læse videre. Han har også dæmpet den i de to første bøger meget udforskende biseksualitet hos vores hovedperson, og det glæder mig egentlig – især fordi jeg følte, det var et lidt poppet trick til at gøre ham mere interessant, og at det faktisk reelt ikke bragte noget som helst ind i historien.

Jeg kan med entusiasme anbefale ”Thors Hammer”, og jeg vil glæde mig til Dahlbergs næste eskapader med Jonas Kvist og Pandoracellen.

Rasmus Dahlberg: “Thors Hammer”, Forlaget Turbine, 340 sider, udkom april 2019.