TrapDanmark: Bornholm
Under sloganet ”Opdag Danmark med Trap” udkommer TrapDanmark frem til 2022 i en helt nyskrevet 6. udgave af deres bind om forskellige områder i Danmark. TrapDanmarks samling er fuld af enestående viden, der bygger på et solidt fagligt grundlag.
Kommune for kommune bliver vi taget med på en fortælling, der både omhandler natur, kultur, samfunds- og erhvervsforhold og bøgerne er fuld af spændende tekst og flotte billeder.
Jeg har haft fornøjelsen af at læse om min fødeø i denne udgave om Bornholm, og jeg må indrømme, at der er virkelig mange ting, jeg ikke vidste om min hjemstavn. Bornholm er jo et ret unikt sted i Danmark, ikke mindst når det kommer til natur og landskab og bogen har givet mig lyst til at genopleve min ø.
Bornholm har, på lige fod med andre mindre øer og samfund i Danmark, været igennem en markant udvikling de senere år, men bogen fortæller også en anden og lidt mere trist historie om øens udvikling. Hvor der for eksempel i 1970 var knap 6500 elever fordelt på 23 undervisningssteder, var der i 2017/2018 tilsvarende knap 2700 elever fordelt på 7 undervisningssteder. Og da jeg læste, at den gennemsnitlige m2 pris på boliger er 6500 kr., fik jeg akut lyst til at flytte.
Det er ikke en af den slags bøger, du læser fra ende til anden i kronologisk rækkefølge. Da jeg fik den i hænderne første gang, gik jeg i gang med at bladre den igennem og læste de ting, der umiddelbart fangede min interesse. Derefter hjalp indholdsfortegnelsen på vej efter mere spændende viden, og jeg er slet ikke færdig med at læse den endnu.
Med bogen følger også et stort kort af Bornholm, som man kan tage ud og tage med sig eller hænge op. Og hvis du også hører til én af dem, der kan studere kort i timevis, så er det en dejlig ekstra gave.
Den er god som opslagsværk og udvidet rejseguide for entusiaster og jeg glæder mig til at læse videre og nørde mere om min fødeø.
Vi har her på bloggen også anmeldt TrapDanmarks bind om henholdsvis Frederiksberg kommune og Helsingør kommune.
Vil du læse mere om Bornholm, så har vi også anmeldt Bornholm – fortællinger fra Danmarks klippeø og Ertholmene og Det hemmelige Bornholm.
Trap Danmark, Bornholm, TrapDanmark, 2019, 140 sider.