Øjvind Kyrø: Det hemmelige Bornholm
Journalisten Øjvind Kyrø har været en tur på Bornholm for at høre bornholmerne selv fortælle om øens særlige position under Den Kolde Krig – og hvad det betød for dagligdagen på øen.
Bornholm lå i forreste linje mellem Vesten og Warszawa-pagt landene under Den Kolde Krig. Den placering medførte en række særlige begivenheder på øerne og at der blev taget særlige forholdsregler hvis russerne eller polakkerne en dag pludselig gik i land ved Dueodde og forsøgte at erobre øen.
Bogen er ikke noget stort litterært værk. Og mange af fortællingerne fra den kolde krigs tid er da også ganske banale og i virkeligheden ikke særlig dramatiske. Til gengæld skal Kyrø roses for at sætte spotlight på et aspekt, som ofte bliver glemt, når talen falder på befrielsen af Danmark fra Nazityskland efter Anden Verdenskrig. Nemlig at Bornholm var besat af Sovjetunionen i et år efter at resten af Danmark var blevet befriet. Mens resten af Danmark festede, så blev Rønne og Nexø bombet sønder sammen af sovjetiske fly og øen indtaget for at smide tyskerne ud.
“Det hemmelige Bornholm” er en fin lille fortælling om et stykke danmarkshistorie, som vi normalt ikke hører så meget om. Men det er også en tynd kop the baseret på diverse skrøner og fortællinger. Man kunne have håbet på, at Kyrø havde suppleret bornholmernes historier med research i arkiver, så der var kommet lidt mere tyngde i fortællingen.
Øjvind Kyrø: Det hemmelige Bornholm – Bornholmerne fortæller om Den Kolde Krig. People’s Press, 2017. 191 sider.