// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Johan de Mylius: H.C. Andersen. 40 papirklip
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Eventyr, Historie, Kunst

Johan de Mylius: H.C. Andersen. 40 papirklip

Skrevet af den 20. maj 2019 – 05:44Ingen kommentarer

H.C. Andersen er kendt og elsket for sine eventyr verden over. Hans sproglige virtuositet og den store indsigt i menneskets psykologi, har grebet både store og små læsere med deres mange forståelseslag.

I den fine bog “H.C. Andersen. 40 papirklip” viser H.C. Andersen-forskeren Johan de Mylius os en helt anden side af den berømte digters mange talenter. Nemlig de mesterlige og enestående papirklip, som er mindst ligeså store kunstværker, som digterens eventyr.

I modsætning til, hvad mange tror, har Andersens papirklip ikke nogen direkte sammenhæng med hans eventyr. Derimod er klippene små eventyr i sig selv, der sætter de skrevne eventyr i et interessant perspektiv. Hvor papirklippene har deres helt egen fabulerende og eventyrlige billedverden, tager eventyrene ofte udgangspunkt i genkendelige og realistiske motiver. I bogens glimrende forord, skriver forfatteren:

“Man kan måske endda sige, at hans papirklip er mere eventyrlige end flertallet af hans historier. Historierne eller eventyrene er nemlig for en meget stor dels vedkommende udsprunget af dagligdagen. De er i en vis forstand realistiske. Andersens specialitet som eventyrfortæller er at tage udgangspunkt i noget helt almindeligt og let genkendeligt og få en pointe ud af at vende og dreje det, så vi kan bruge det son spejl for os selv.”

Papirklippene er ganske anderledes. Fabulerende, virtuose og uimodståelige kompositioner med kinesiske templer, fine prinsesser, eksotiske palmer, delikate blomster, smukke sommerfugle, yndige danserinder, skønne svaner, hjerteløse hjertetyve, mageløse møllemænd, eventyrslotte, springfigurer og spændende masker er blot nogle af mange motiver, der får os både til at og skabe fortællinger i vores indre. Nogle af klippene minder om komplicerede filigranarbejder, mens andre er helt enkle. Men fælles for dem alle er, at de fortæller en eventyrlig historie.

Alle klip ledsages af en forklaring og en interessant fortolkning. Nogle fører os direkte ind i H.C. Andersens sind og personlige oplevelser. For eksempel “Hjertetyven” fra 1856. Det refererer til hans ulykkelige kærlighed til Faaborg-pigen Rigmor Voigt.

I klippet vokser en galge med to hængte personer ud af et smukt hjerte. Papirklippets fine skrøbelighed får os til at tænke på hjertets skrøbelighed. Samtidig er klippet en finurlig historisk reference til, at man på det tidspunkt rent faktisk hængte tyve. I ét og samme klip fortælles og forløses historien om den den ulykkelige kærlighed. Det er mageløst. Ligesom de øvrige papirklip, som bogen viser.

Klippene er meget smukt gengivet, og hvert klip ledsages med en tekst på dansk og på engelsk. Bogen er genial, hvis man vil vide mere om den mangefacetterede og virtuose historiefortæller og billedmager H.C. Andersen. Og hvis man ønsker at fortabe sig i eventyrelige drømme og fortællinger.

Johan de Mylius: H.C. Andersen. 40 papirklip, Lindhardt og Ringhof, 25. februar 2019, 88 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.