Der kan godt være langt mellem de helt store sportsbiografier, og det er vel egentlig ganske naturligt. Mange store sportsmænd har gode historier at fortælle. De føler endda, at mange fans og tilhængere gerne vil genopleve de store begivenheder, de har været en del af. Og det er ikke forkert. Men derfra og så til at fortælle de historier godt og lækkert – puha, der kan være forbandet langt.

Da jeg for mange år siden læste cykelrytteren Lance Armstrongs ”Det handler ikke om cyklen”, var jeg ikke i tvivl. Jeg havde læst min bedste sportsbiografi nogensinde. Virkeligheden har så overhalet den oplevelse, og den har i dag mistet sin værdi, nu hvor vi ved, at Lance Armstrong dopede sig og snød i det omfang, han gjorde. Det betyder nemlig, at over halvdelen af bogen er en stor løgn.

Heldigvis stødte jeg så ind i tennislegenden John McEnroes ”Serious”, der blæste mig omkuld. Senere har en del andre bøger begejstret mig, men nu når jeg toppen igen med Andre Agassi’s ”Open”.

Agassi har altid været en person, der har grebet tennisfans om hjertet. I begyndelsen var han rebellen. Senere blev han spilleren, der høstede sympati for altid at have hjertet med i spillet. Og til sidst var han manden, der ikke alene havde vundet den tyske tennisstjerne Steffi Grafs hjerte, men som også blev veteranen, der aldrig gav op, og som alle bare så gerne ville se få endnu en sejr.

Agassi og Steffi Graf var i øvrigt de første, der vandt ’Golden Slam’ – de fire ’Grand Slam’-turneringer – Australian Open, French Open, Wimbledon og U.S. Open – samt OL-guld. Senere har Rafael Nadal og Serena Williams gjort det samme.

Bogen er et unikt indblik i en lidende spillers hjerte. For du får den ene store hemmelighed efter den anden smidt lige i fjæset, når du læser dette mesterværk. Ser du, Andre Agassi hader tennis. Han har altid hadet tennis. Lige fra hans armensk-fødte far fra Andre var ganske lille tæskede repetitioner ind i ham og til den dag, han stoppede sin karriere. Det betyder ikke, at tennis ikke har givet Andre Agassi noget her i livet. Det har det i den grad. Men han har evige rygsmerter og et dybt had til tennis, hvilket er derfor, at både han og Steffi aldrig kunne drømme om at opfordre deres børn til at spille tennis – tværtimod.

Agassi giver os i bogen en helt sublim gennemgang af sin ungdom og sin karriere gennem fysiske smerter, stofmisbrug, hårtab (tidligere, end de fleste ville have gættet) og sine modstandere – på godt og ondt. Den er velskrevet, fantastisk underholdende og især spændende og relevant for én, der kan huske både Agassi og Graf som nogle af verdens bedste spillere.

Jeg tror på Andre Agassi. Han virker hudløst ærlig, meget temperamentsfuld og super sensitiv, og så har han gennem sin karriere været overordentlig påvirkelig over for både tanker, ord, begivenheder uden for banen samt små ting midt under kampene.

Jeg kan ikke anbefale denne bog varmt nok. Det er en af de bedste fortællinger fra sportsverdenen, jeg nogensinde har læst. Om det så skyldes førnævnte ærlighed, eller om det skyldes de mange overraskende og spændende momenter, der får bogen til at minde om en herlig 5-sæts-kamp – en af dem, som Agassi frygtede og hadede allermest – det ved jeg ikke. Men jeg tager det. Og jeg nyder det.

Andre Agassi: ”Open”, Gyldendal forlag, 528 sider, september 2011