Gæsteanmeldelse af Anna Skyggebjerg

I april 2024 døde forfatteren Paul Auster af kræft. Hans hustru gennem 43 år, forfatteren Siri Hustvedt, har nu skrevet et erindringsværk om hans sygdom og død, om sorgen og savnet, om deres store kærlighed til hinanden og deres litterære samarbejde.

Det er hjerteskærende at læse om hendes kolossale savn af det “vi”, som de to udgjorde sammen: “Jeg lever i et hjemsøgt hus beboet af et genfærd, som Paul og jeg skabte sammen, et “vi” som ikke længere findes, ikke i nutiden i hvert fald, men som fylder hvert eneste rum”.

Bogen er består af et kalejdoskop af tekstformer: foruden Hustveds dagbogsnotater fra året efter Austers død, læser vi Vi læser gamle kærestebreve fra Hustvedt til Auster og noter fra ham til hende. Vi læser de gruppe-mails, som hun skriver til omgangskredsen for at holde alle ajour med hans sygdomsforløb. Vi læser også Austers sidste tekster, som er breve til det helt nyfødte barnebarn, Miles. Auster havde tænkt, det skulle blive en bog om deres familiehistorie, men han nåede kun at skrive seks breve, hvor han fortæller om slægten og særligt om Miles’ elskede forældre, hans far, Spencer, og hans mor, Sophie, som er Hustvedts og Austers datter.

Jeg kan li alle disse tekster, der giver et indblik i de private mennesker bag de to litterære ikoner, som Hustvedt og Auster er og var. Men der er noget, der skurrer. Der er et andet genfærd gennem hele bogen, som næsten ikke benævnes, og derfor bliver kæmpestort.

Det genfærd er Daniel, Austers søn fra første ægteskab, Hustvedts stedsøn. Daniel døde af en overdosis i april 2022, da han var løsladt fra fængsel mod kaution. Han var sigtet for at have dræbt sin 10 måneder gamle datter, Ruby, med herion og fentanyl. Hustvedt taler om disse to begivenheder som “alt det frygtelige”, men begge beskrives med meget få ord og på en overraskende matter-of-fact facon. Hele det lange misbrugsliv og de “sager”, man kan læse i en enkelt, lang artikel i New York Times, får en behandling, jeg fristes til at kalde stedmoderlig. Siri Hustvedt siger, hun elskede Daniel, men det er svært at mærke. Og det gør ondt at læse, hvordan Paul Auster kalder Spencer for sin søn i brevene til Miles, men ikke nævner Daniel med et eneste ord. Austers bog blev ikke færdig, så det kunne jo nå at ændre sig, men stadig er der i “Genfærd” en fornemmelse af udeladelsessynd.

Er “Genfærd” nogle steder lidt for selvfed og andre steder lidt for langhåret? Ja til begge dele. Men det tager jeg gladeligt med for de dele af teksten, hvor den kommer tæt på kærligheden og sorgen, tæt på detaljerne: At Hustvedt er begyndt at bruge Austers badekåbe i stedet for sin egen, og at spise den slags mad, han kunne lide. At familien er begyndt at tale om, at Auster elskede farsen i kalkunen, de spiser til Thanksgiving; det talte de aldrig om, da han levede, men nu er den detalje blevet en vigtig familiehistorie, en fastholdelse af hans minde. Og ikke mindst billedet af de to grønne stole i parrets bibliotek, der står tomme til evig erindring om den årtier lange samtale, der nu er forstummet.

Siri Hustvedt, Genfærd, Marts 2026, Lindhardt og Ringhof