Er manderollen igen-igen i opbrud? Som den blandt andet var det, da kvinderne smed bh’erne i 70-erne og blæste til kamp for ligestilling? Manden som forsørgeren, som familiens naturlige overhoved, som en naturlig og selvskreven del af magten. Det var den selvforståelse, der kom under pres, da kønsrollerne begyndte at ændre sig, og det udløste en bølge af mandelitteratur. Her blev identitetstabet, den nye rodløshed og forholdet mellem kønnene bearbejdet.

Har vi taget hul på en ny bølge? Man kunne godt forledes til at tro det. Forlag efter forlag udgiver bøger om livstrætte, usikre og forvirrede mænd, der mangler noget at holde fast i. Vi har anmeldt flere af dem her på bogblogger fx. Svækling af Michael Enggaard, 32 centimeter af Morten Sabroe, Krigsturisten af Jesper Bugge Kold og Øm af Michael Robak.

I’Buemundet guitarfisk’ er det Stefan, som det hele ramler for. Han har forladt en forskerkarriere for at realisere sine kunstneriske ambitioner. Hans første lyriksamlinger høstede pæne anmeldelser og indtægter fra Kunstfonden. Men siden er det blevet sværere.

Legaterne fra fonden er ved at være brugt, perioden med dagpenge varer jo heller ikke evigt, og det bliver sværere og sværere at komme i gang med et nyt værk. Så Stefan går der hjemme og passer børneflok og hus, mens hans kone Nete leverer den nødvendige, stabile indtægt. Hendes dedikation og hårde udearbejde, ”gav hende indadtil derhjemme retten til at være udmattet”!

Stefan leverer varen. Der dufter konstant af hjemmebag, børnene bliver underholdt og stimuleret, og vasketøjet er tørt og lagt på plads, når Nete kommer hjem, for som Zeuthen skriver: ”En betragtelig del af Stefans identitet lå i denne aktive faderrolle og ikke mindst i den tid han havde til rådighed.” Til en middag med vennerne udbasunerer Stefan lyksalighederne ved at gå derhjemme og eksempelvis komponere garagerock med den 12-årige datter – ”tit i weekenderne sidder vi til både ti og elleve om aftenen. Og det er jo hendes egne kompositioner, vi arbejder med”.

Det hele virker så tilladeligt og naturligt, men Zeuthen rammer en skarpsleben syl gennem sin hovedperson. Der bliver både malet med den fine pensel og med malerrullen i afsløringen af den livsløgn, som Stefan har bygget op om sig selv. Stefan bliver således stærkt tøvende del af et offentligt støttet projekt, Stresskompagniet, hvor han møder den 23-årige Rigmor. De indleder en affære, og Rigmor skal blive hans redning. Eller med hans egne ord: ”Om natten ville Rigmor komme til Stefan i mørket. Og de ville elske. Stille, men lige så intenst og lidenskabeligt som nogen sinde. Bagefter ville de tale om fremtiden. Med sagte, alvorlige stemmer. Stefan ville græde. Og Rigmor ville holde om ham”.

Zeuthens fremstilling af Stefan er ikke ondskabsfuld eller nedladende, og der er hele tiden en god portion humor i skildringerne. Det gælder også i forholdet mellem ham og familiens børn, hvor især den ældste datter driver sin far rundt i manegen. Det er en herligt skildring af, hvor langt man kan komme til at gå for at sikre sit afkom mod modgang.

”Buemundet guitarfisk” er et godt bud på en ny-klassiker inden for mandelitteraturen. Den er tragikomisk og sarkastisk i sin fremstilling af såvel mande- som kvinderoller i den moderne familie. Og Zeuthen er meget skarp, men bestemt ikke ukærlig i sin fremstilling af Stefans midtvejskrise. Det er ikke nogen nem erkendelse, at hverken nutid eller fremtiden rummer det, man havde håbet.

Nikolaj Zeuthen, Buemundet guitarfisk, Rosinante, 224 sider, 2018.