// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Michael Robak: Øm
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Michael Robak: Øm

Skrevet af den 26. september 2017 – 07:28Ingen kommentarer

”Øm” er en meget velvalgt titel til Michael Robaks bog. Hovedpersonen, den 49-årige David Bramsen, har slået sig på livet. Han kollapser på kontoret under et møde, er blevet skilt fra den kvinde, han elsker højt og er i det hele taget ved at brænde ud. Så både fysisk og åndeligt har han ondt.

Omverdenen møder ham med ømhed. David sendes på orlov, væk fra det krævende job som nyhedschef på et større dagblad, og han lejer et sommerhus ved Roskilde Fjord, tæt på hvor han voksede op. Her sidder han så, vinteren nærmer sig, og det hele er noget gråt i gråt. Men heldigvis synker han ikke til bunds.

Han bliver samlet op af de lokale, og på trods af mismod, forstår han at gribe de chancer, der byder sig til. I mødet med nye bekendtskaber og personer fra hans fortid, oplever David en nærhed, som han troede mistet for altid. Hans bror, der lige er løsladt fra fængslet, hanker også op i ham, og gradvist vender han tilbage til livet.

Det lykkes forfatteren at skildre forløbet og romanens mennesker på en øm måde. Man føler med David, der godt nok ynker sig selv, men også forstår at livet kan have noget nyt og andet at byde på, hvis man tør. David søger tilbage i tiden og prøver at forstå, hvordan han er endt, hvor han er. Dette bliver hans afsæt for at gøre noget andet end det man kunne forvente af en travl og engageret nyhedschef.

Bogen har mange gode sidehistorier ud fra de mennesker, der omgiver David, og der er en befriende humor. Alt i alt er David Bramsen og ”Øm” et rigtig fint bekendtskab.

Michael Robak, Øm, Politikens Forlag, 273 sider, August 2017.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.