Jeg har været “solgt” til Cormac McCarthy siden jeg tilfældigvis faldt over No Country for Old Men – i øvrigt fremragende filmatiseret af Coen-brødrene. Og så bliver det bare endnu bedre i hans nyeste roman, Vejen.

Vi er i en post-apokalyptisk fremtid. Himlen er dækket af evige skyer, det er koldt og al vegetation er uddød, sammen med stort set alle dyr og mennesker. En mand og hans søn er på vej sydpå, i håb om at finde overlevelse og varme ved kysten. De vandrer gennem et ødelagt landskab og brændte byer, mens de lever af den dåsemad, de kan finde i forladte huse, udbrændte biler og glemte kældre.

Mand er mands ulv, og deres største frygt er vejens øvrige rejsende: mennesker, der desperate af sult og ødelagt af den unavngivne katastrofes rædsler ikke bare stjæler mad fra hinanden, men også har slået sig på kannibalisme. Det er håbløst, og faderen ved det godt. Alligvel fortsætter de, kæmper for livet så længe de kan.

Det er en misantropi, McCarthy har skrevet. Civilisationen er væk, menneskene værre end i naturtilstanden og menneskehedens undergang er nær. Intet kan gro, så afslutningen på al ting lurer i horisonten.

Det er -i al sin deprimerende vælde – en mesterlig bog. Et frygtindgydende fremtidsscenarie malet fra en dyster palet. Absolut ikke for svage sjæle!

Cormac McCarthy: Vejen. 2006 (da. 2008), Gyldendal. 260 sider.