Vandringsmanden er en af litteraturens arketyper. Fra Odysseus (der dog sejlede) over den evige jøde Ahesverus til Kristen fra En pilgrimsrejsende er verdenslitteraturen fyldt med ensomme mænd, der begiver sig på farefuld rejse – enten for at finde hjem eller for at finde fred.

I Nord er vandringsmanden ganske ung. Han er undsluppet lejrene i en navnløs krig, og begiver sig nu igennem det ødelagte land for at finde hjem. Han ved kun, at hans hjem er mod nord og med et kompas i lommen begiver han sig på vej.

Hans færd er, naturligvis, fuld af farer. Mange steder er landet næsten mennesketomt, for krigen har været lang og brutal. Mellem de sønderskudte huse og tomme landsbyer kører lastvogne med soldater, altid på vagt. Fjenden er navnløs og ukendt, soldaterne er frygtede befriere, og de få tilbageblevne mennesker møder ikke fremmede med åben favn.

Alligevel møder vores vandringsmand også godhed undervejs. En kvinde tager ham til sig, giver ham mad og husly før også hun tvinges ud på vejen. En hund bliver hans bedste ven, som kun en hund kan blive det, men i denne postapokalyptiske verden kan selv en hunds trofasthed ikke vare ved. Ensomheden og frygten truer endda hans forstand, mens han kæmper sig mod nord.

Først da han møder en også navnløs dreng, får han fælle. Drengen er ganske ung, ligeså plaget og navnløs som vores helt, men i modsætning til vandringsmanden har denne flygtning ikke noget hjem at vandre mod. Han ønsker kun at finde et sted at være – og nogen at elske. Drengen har naturligvis en hemmelighed, sådan må det være.

Lindstrøm har skrevet en fin lille bog om en plaget ung mand på vej hjem. Den er, trods sit emne, alligevel en smule fersk. Måske skyldes det Lindstrøms ellers meget smukke sprog, der gjorde historien lidt for poetisk og nænsom, og dermed lidt for lidt nærværende.

En navnløs hovedperson kan løfte en fortælling op til at være en eviggyldig historie, der kunne være dig og mig. Eller det kan blive en smule upersonligt. Det er desværre det sidste, der sker her. Selvom historien indeholder elementer af sult, flugt, lejre og død, så er den ikke rigtig rå, men snarere en smule drømmende. Jeg savner lidt råhed, måske fordi jeg undervejs kom til at sammenligne med Cormac McCarthys mesterværk Vejen. Det kan Nord ikke helt holde til, men det er selvfølgelig også urimeligt at sammenligne med sådan et mesterværk.

Merethe Lindstrøm: Nord. 211 sider, Gyldendal. Oversat af Anders Juel Michelsen, 2019