Sikken et liv, sikken en skæbne. Det er den fornemmelse, man har i kroppen, når man kommer til sidste punktum i 2. bind af Buk-Swientys biografi om Wilhelm Dinesen, Karen Blixens eventyrlystne far.

Dinesen kæmpede i forreste række under de blodige slag ved Dybbøl i 1864. Han var med de franske tropper, da de led sviende nederlag i den fransk-tyske krig, og han var øjenvidne til nedslagtningen af oprørerne i Paris’ gader, da hær og politi slog de revolutionære ned. I et anfald af krigslede og mismod rejser han få år efter til Amerika, hvor han slår sig ned i vildnisset blandt indianerne. Her lærer han en anden, stille livsstil i pagt med naturen og med rig mulighed for at udøve en af sit livs store passioner – jagten.

Men uroen, trangen til at alt er sat på spidsen, trækker ham tilbage til kontinentet og ind i en ny krig, den russisk-tyrkiske i 1877-78. Her kæmper han af uransagelige årsager på tyrkernes side. Han vender tilbage på randen af vanvid, indlægges og vinder først sit livsmod tilbage efter ægteskabet med Ingeborg Westenholz. Gradvist anerkendes han som forfatter og debattør, og han vælges ind i Folketinget. Men hans indre mørke og dæmoner forfølger ham, og han vælger den i datiden mest ydmygende udvej; selvmord ved hængning. Der er spekuleret meget i motiverne for, at Dinesen ikke alene tog livet af sig selv, men gjorde det på en måde, som i datiden, kun syntes passende for løgnere og forrædere. Buk-Swienty synes at have løst gåden via kilder, som ikke tidligere har været i hænderne på historikerne. Her skal ikke afsløres, hvad forræderiet består af.

Man må igen tage hatten af for Buk-Swientys enestående formidlingsevne. Som i bøgerne om Dybbøl og om den danske fotograf Jakob Riis’ udvandring til og liv i Amerika er det helt blændende gjort. Indlevelsesevnen og begejstringen for stoffet lyser ud af siderne, og Dinesens romantiske og tragiske figur fremstår knivskarpt. Tillad mig et enkelt eksempel, på hvordan man allerede fra første side suges ind i fortællingen takket være forfatterens evne til at skabe mættede og dramatiske billeder: ”Han har oplevet mere elendighed, end noget menneske burde. Skrig, sult, fortvivlelse og lig. Han har set flossede silhuetter af titusinder af fordømte sultende mænd og forbenede heste trække hen over en kold vinterhorisont på desperat flugt. Igen og igen har han hørt kanonernes dundrende destruktion og de arrigt hvislende kugler. Gang på gang har døden budt ham til dans, og velvilligt har han danset. Det er et mirakel, at han ikke ligger dræbt i et mudret søle på en tilfældig mark eller i en anden gyde. En stor, hæslig mur af menneskelig destruktion og ydmygelser er i et støjende bulder væltet ned over ham.” Sådan, så er vi i gang.

Alt var ikke krig og dramatik i Dinesens liv, og vi følger blandt andet hans kurmageri over for frk. Westenholz. Denne del af bogen bliver lidt lang, men det skæmmer ikke den samlede glæde over, at et så sammensat og turbulent liv nu er tilgængeligt på 500 medrivende sider.

Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen, Til døden os skiller, Gyldendal, 500 sider, 2014.