“Måske er det derfor, det er så svært at gøre mig selv rask? Fordi jeg ikke selv har gjort mig syg”. Sådan tænker hovedpersonen for sig selv, efter hun har ramt muren og er blevet stress-syg af sin hverdag.

Inden vi drukner er en skønlitterær debatbog, der undersøger, om hovedpersonens sammenbrud er et personligt problem eller et samfundsproblem. Er det systemet, den er gal med, eller har hun bragt sig selv i denne krise?

Vi følger hovedpersonen op til og under hendes stresssygdom. I klassiske situationer i børnefamilien, på arbejde og alt det rundt om.

Romanen benytter sig af det klassiske greb, hvor kapitlerne skifter i tid. Vi oplever derfor dels hovedpersonens barndom, hvor vi lærer, hvordan forældrenes pres om at blive “en succes” – modsat søsteren, der er familiens sorte får – påvirker hende ind i voksenlivet, og dels hendes nutid, hvor hun forsøger at være både en god mor, kone, veninde, søster, datter, kollega mv.

Dialogerne og situationerne i bogen føles til tider lidt søgte. Der er fuld plade på problemerne og de stereotype samtaler om måltidskasser og vildmarksbade.

Hun kommer også omkring alle stereotyperne i sine karakterer. Efterkrigstidsgenerationen, der ikke forstår, at man kan være utilfreds, når man er rask og har tag over hovedet og mad på bordet. Og feministerne og deres modstandere, der ikke gider høre om mental load.

Men måske afspejler det forfatterens samlede pointe? At vi alle bøvler med det. At det ikke er lokalt. Som læser genkender jeg i hvert fald meget af det, men jeg er også samme årgang og er opvokset med de samme briller på og lever det samme liv.

Marie Plum skriver godt. Det er rytmisk, letlæseligt og skarpt og de til tider sarkastiske billedsproglige greb sammen med de korte kapitler sætter et tempo, der gør, at den er hurtigt læst.

Som læser får jeg en fornemmelse af at læse en hybrid mellem dagbogsnotater, debatindlæg og historiefortælling. Jeg har en fornemmelse af, at bogen oprindeligt har været tiltænkt som noget andet end en roman, men at man har skiftet format for at få den udgivet, men jeg ved det selvfølgelig ikke.

Der er passager i bogen, der virker meget som debatindlæg omskrevet til dialoger, og til sidst kommer det helt store politiske manifest, forklædt som et brev til hovedpersonen fra hendes søster, som hele vejen har været under opsejling, og som – tror jeg – har været startskuddet til bogen.

“Forstår du, hvad jeg skriver til dig?”, som søsteren skriver til hovedpersonen i sit brev. Det er forfatterens opråb til sine læsere.

Jeg er bange for, at det er en af de udgivelser, hvor dem, der allerede abonnerer på de samme synspunkter, lytter, og dem, der bekender sig til Arbejdets Land og mener, at mental load blot er feministers nyeste påhit, stadig mener det samme.

Men tak til forfatteren for forsøget.

Marie Plum: Inden vi drukner – et nødråb, Forlaget 28b, maj 2026, 240 sider.