Han er hyldet som ‘Anchor’ på CNN, hvor han leder USA samt resten af verden igennem hans eget program AC360. Han har vundet en hel del priser inklusiv en enkelt EMMY – og så har Cooper også skrevet en bog. Jeg vidste ærligt talt ikke, hvad jeg skulle mene om Anderson, inden jeg erhvervede mig en kopi af ’Dispatches…’, men både forfatteren og bogen overraskede positivt. Meget positivt faktisk.

Jeg er ikke helt klar over, om jeg måske havde forventet en meget poleret bog med meget få kanter. Måske var mit indtryk af journalisten ekstremt præget af, når han toner frem (alt for sent) om natten på CNN, og tog i hvert fald grueligt fejl i min opfattelse af, at han var en ”pretty boy”, der var gået direkte fra en eller anden Ivy Legaue uddannelser til et af de store amerikanske netværk. Meget lidt kunne være længere væk fra sandheden.

Nuvel, COOPER har da heller ikke haft en helt normal opvækst. Moderens navn, Gloria Vanderbildt, alene giver lidt et indtryk af, hvad det er for en familie, han kommer fra. Bogens indledning giver også læseren en fornemmelse af, at barndomshjemmet ikke var helt normalt. Således beskriver han, hvordan der på hans natbord stod en globus, han brugte meget tid på at iagtage. Globusen var en gave hans mor havde fået af Isak Dinesen (ved ikke om Karen Blixen aldrig slog igennem i USA)….

Coopers (komplicerede og til dels tragiske) familieforhold vender han konsekvent tilbage til igen og igen hele bogen igennem. På trods af at jeg ofte kan blive noget irriteret over den slags, virker det meget oprigtigt og vigtigt for Cooper, hvorfor man også læser de afsnit med interesse.

Det er imidlertid Coopers egen journalistiske historie samt historiefortællingerne fra de konflikt og kriseområder, han har besøgt, der for alvor er fængende. Cooper blev ikke uddannet journalist. Faktisk fik han ikke umiddelbart nogen formel uddannelse. I stedet tog han et kamera under armen, og rejste ud i verden for at forsøge sig som journalist. Den del af bogen er virkelig spændende og inspirerende. Ligeledes giver den viden en meget stor respekt for manden, der så toner frem nu og tager os med ud på ’the campaign trail’. Faktisk undrer det måske lidt, at han nu har været i spidsen for AC360 siden 2003, fordi bogen giver udtryk for en stor grad af udlængsel.

En længsel efter at være de steder på jorden, hvor der for alvor sker noget – og ligeledes et ønske om at ændre begivenheder ved at dække dem og rapportere om dem. Som læser bliver vi taget med rundt i nogle seriøse kriseområder. Det være sig Sri Lanka efter Tsunamien, Bosnien under krigene på Balkan eller uhyggelige beretninger om hungersnød i Niger. Afsnittet om hans tid i Irak hører i allerhøjeste grad med til bogens mest spændende. Mest af alt fordi at man som læser ikke føler, at man bliver ’ført bag lyset’ eller ’blot fremvist en side af historien’. Tværtimod gøres der meget ud af at skildre situationen, som Anderson så den på godt og på ondt.

Den afgørende del af bogen var for mit vedkommende imidlertid, skildringen af Hurricane Katrina. Cooper selv blev for alvor et kendt ansigt i USA (måske i Verden) i den forbindelse, da han var i midten af tragedien der udspillede sig i New Orleans og Missippi for CNN. Ikke blot med en stor portion troværdighed men så sandelig også ærlighed, bliver hele situationen og efterspillet (en del af det anywhay) beskrevet igennem brillerne på Anderson. For mig som dansker og europæer må jeg indrømme, at jeg måske ikke viste nok om, hvor meget Katrina gjorde ved den amerikanske opfattelse af sig selv, politikere mv. Af samme årsag er Coopers beskrivelse værd at læse. Man er helt med på, at han føler, at der med Katrina, var noget helt helt galt med det amerikanske samfund.

Således var det måske også et ”wake up call” for mange, da han gik til senator Mary Landrieu i et live interview. (Se eventuelt klippet herunder…)

Det er en overraskende virkelig god bog – og blot et par hundrede sider mere, havde bestemt ikke gjort noget.
 
Anderson COOPER: Dispatches from the edge – A memoir of War, disasters and survival, 222 sider, HARPER 2007