Hvis der er noget, der kan gøre mig glad, så er det formen på den aktuelle udgivelse ”De overvågede.” Maiken Abildgaards nye bog har et superfedt format. En gammel arkivmappe, komplet med håndlavede labels og et aftryk fra en kaffekop. I mappen er der et bundt papirer med observationer og stemningsfulde sorthvid billeder.

Det er en arkivmappe, der tilsyneladende er taget fra ”Observationsafdelingen” og den indeholder 21 ”observationer” af moderne menneskers forsøg på at leve i nutiden – hvilket de overvejende ikke er i stand til. Observationerne er skrevet med troldsplinten i øjet og ser helt ind i sindet på de observerede. Vi ser alt det grimme ved vores tid, alle de måder hvor vi ødelægger os selv med vores ensidige fokus på at eksponere vores forsøg på det perfekte liv.

Denne anmelder sad og smågrinede til at starte med over alle vores fortrædeligheder, men i længen bliver formen også bogens svaghed. Den mangler en gennemgående fortælling, og et bredere fokus end fælles selvhad og lede ved hinanden, for virkeligt at brænde igennem. Der er dog lidt (tilbageskuende) lys for enden af tunnelen. I de sidste to observationer øjnes en mulighed for kærlighed mellem to grimme mennesker og ægte kærlighed mellem to gamle mennesker.

Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af en forfatter, der føler en god portion lede ved nutidens mennesker og en længsel efter værdier, som ikke bare er overflade – hvilket jeg langt hen af vejen er enig i. Når disse ord er sagt, skal jeg understrege, at ”De overvågede” er velskrevet, velformuleret og blev læst i et stræk – mere af den slags!

Maiken Abildgaard, De overvågede, Forlaget Æter, 58 sider, April 2013.