28 årige Stine Pilgaard debuter i dag med romanen Min mor siger. Hun er uddannet fra Forfatterskolen og til daglig læser hun dansk på Københavns Universitet. Og som læser fornemmer man hurtigt, at man har at gøre med at forfatter, der dels har sprogligt overskud og dels forstår at tegne en hverdag omkring en håndfuld mennesker, som vi alle kan genkende. Det er samtalerne, der er det bærende i bogen og her rammer hun plet – især der hvor personerne taler forbi hinanden. Og det gør de ofte!

En ung kvinde bliver forladt af sin lidt ældre kæreste. Hun bliver naturligvis ked af og flytter i en periode ind hos sin far. Han er præst og bor med sin nye kone i en præstegård. Den unge kvinde har løbende kontakt med sin mor, som arbejder som ejendomsmægler og som har en tendens til at visse-vasse sin datters situation. For eksempel går hendes største bekymring på hvordan bordplanen til hendes fødselsdag nu skal gå op, når datterens kæreste har slået op og dermed ikke skal med. Det er bestemt ikke stor empati, der er hovedpersonens mors styrke.

På et tidspunkt i bogen vil hovedpersonens mor gerne have, at hun besøger hende i sommerhuset i Amtoft. ”Hun vil gerne have at jeg lige ringer fra Aalborg, så vi er enige om hvilket tog jeg skal tage. Jeg siger at jeg har rejst rundt i Indien alene i et år, så at det måske nok skal gå, det hele. Hun siger at man ikke kan sammenligne Indien og Amtoft på den måde. Jeg siger at hun muligvis har ret. Det har mødre som regel, siger min mor”. Den behøver jeg vist ikke at kommentere på. Der er mange af den slags i Min mor siger, hvor forfatteren i et hverdagsagtigt sprog rammer plet i dialogerne mellem mennesker.

Udover dialogerne med hendes mor lytter vi også med, når hun mødes med veninden Mulle. Mulle læser statskundskab og agerer spindoktor for hovedpersonen i hendes ulykkelige kærlighedsliv. Og vi møder hendes praktiserende læge, som hun bliver en smule hooked på. Og disse dialoger er lige så skønne at læse som dem hun fører med sin mor.

Indimellem dialogerne er der korte afsnit med monologer med hovedpersonens erindringsglimt med fokus på tidligere kærester, hvor erindringerne tager udgangspunkt i kroppen og menneskets sanser. Der er for eksempel erindringer fra øjet, hvor de har karakter af noget billedligt, det man ser og andre erindringer, for eksempel tungens, handler om smagsoplevelser og oplevelser i den forbindelse med en kæreste. Jeg tunede lidt ud under disse monologer.

Men det gør ikke så meget, at jeg tunede ud under monologerne, til gengæld slog jeg antennerne ud i resten af bogen. Den vågne læser opdager nemlig hurtigt, at der er flettet Anne Linnet og Shubidua tekster ind i teksten, så for mit vedkommende gik der sport i at spotte dem. Og lur mig om der ikke ligger flere sanglinjer gemt end dem jeg fandt.

Mon ikke Stine Pilgaard er en af dem vi kommer til at høre mere fra?

Stine Pilgaard, Min mor siger, Samleren / Rosinante, Januar 2012, 168 sider.