Asta Olivia Nordenhof har skrevet en vild roman, hvor vi både kommer forbi det sagnomspundne Atlantis, vi er med medicineren Oluf Bartholin, der gør banebrydende opdagelser i København i 1700-tallet, og så følger vi bogens forfatter i en metafortælling, hvor hun bokser med sine karakterer, går i stå og får hjælp fra en veninde til at komme ud af sin skrivekrise.

Handlingen helt overordnet: Ved bogens start er vi i Frederikshavn i 1990 sammen med teenageren Maria. Hun røvkeder sig og ønsker sig inderligt at blive gravid. Det lykkes for hende uden mandlig mellemkomst – som sin navnesøster for et par tusinde år siden. Hun søger nye eventyr og går ombord på færgen Scandinavian Star, som jo skal være med, da bogen er led i den romanserie, hvor forholdene på færgen og den voldsomme brand med flere end 154 døde, altid spiller en rolle. Maria forelsker sig i skibsdrengen Miguel, og da branden bryder ud, hopper de i vandet.

Så springer fortællingen et par hundrede år tilbage til Oluf Bartholin, der dissekerer lig for at blive klogere på den menneskelige anatomi. Han gør en banebrydende opdagelse om lymfekarrenes funktion og samtidig med sin videnskabelige karriere fascineres han af Platons fortælling om Atlantis. Der bliver næsten tale om en besættelse, og det lykkes ham at stable en ekspedition på benene. Her begynder handlingssporene så at flette sig sammen. For akkurat som Bartholin, har Maria også en fascination af Atlantis, hvor hun nu er havnet som en mellemting mellem et menneske og en fisk. For hende repræsenterer det sagnomspundne undervandssamfund en anarkistisk orden. Her svømmer spøjse kønsløse væsener rundt med fiskehaler. De er fælles om arbejdet – som der ikke er så meget af – den private ejendomsret er afskaffet og det militære uvæsen er en saga blot.

Det er noget af en utopi, og forfatteren knytter da også kritiske kommentarer til den undervejs i sine refleksioner. I skildringen af Atlantis har vi også en rød tråd i forfatterskabet, nemlig opgøret med den kapitalistiske samfundsorden, som i forfatterens optik dybest set er det, der førte til den frygtelig mordbrand på Scandinavian Star.

De tre romaner, der foreløbig er udkommet i serien, er vildt forskellige, og Nordenhof leger med genrer som gyseren og tragedien, og nu er vi ovre i romantasy’en, har hun fortalt i et interview i Information. Denne blanding af romance og fantasy er ny og regnes af nogle for at være meget kommerciel, måske ligefrem spekulation i, hvordan man tjener hurtige penge som forfatter, og måske ikke lige det man forventede fra den kapitalismekritiske Nordenhof.

Men ’Maria Atlantis’ sprænger alle rammer og kan ikke puttes ned i en bestemt kasse. Den er drømmende, på sine steder næsten socialrealistisk og i lange passager brydes historien af forfatterens egen stemme og kommentarer. Det virker nogle steder lidt vel konstrueret og en smule krukket, men det er svært ikke at blive fascineret, blandt andet fordi det er så velskrevet. Og i samme interview i Information sætter forfatteren nogle ord på dette greb og konstaterer, at det vil være svært for hende at gennemføre sine projekter, ”uden at fortælleren bekender kulør og kan hjælpe og være en form for stativ”.

Alt i alt, ’Maria, Atlantis’ er på en gang irriterende, underholdende og tankevækkende, og det er helt umuligt at forestille sig, hvad der kommer til at ske i forfatterskabet og de næste bøger i serien.

Asta Olivia Nordenhof, Maria, Atlantis, Gads Forlag, 316 sider, oktober 2026