// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Steffen M. Skjærlund: Nørreskovens Rødder – Hvem kan holde af Vejle Boldklub?
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Fortællinger, Livsstil, Sport

Steffen M. Skjærlund: Nørreskovens Rødder – Hvem kan holde af Vejle Boldklub?

Skrevet af den 14. oktober 2026 – 05:06Ingen kommentarer

Jeg er ikke stor fan af nogen dansk fodboldklub, men har altid haft et godt øje til Vejle Boldklub. Det skyldes ganske simpelt, at Allan Simonsen var den helt store stjerne for mig, da jeg var dreng. Og Allan kom fra Vejle Boldklub. Men hvordan kan du blive ved med at holde af en fodboldklub, der igen og igen gør det vanskeligt?

Det er et spørgsmål, der ligger lige under overfladen i Steffen M. Skjærlunds ”Nørreskovens rødder”. Og hvis du tror, svaret bare er mål, sejre og tabeller, så opdager du hurtigt, at “Nørreskovens rødder” ikke er den rette bog for dig. Det her handler nemlig først og fremmest om mennesker.

Skjærlund har samlet 15 personlige fortællinger om forholdet til Vejle Boldklub. Vi kommer med på tribunen, ind i omklædningsrummet, helt tæt på banen og videre ind i bestyrelseslokalet. Perspektiverne er forskellige, men de kredser alle om det samme mysterium: Hvorfor betyder en fodboldklub så meget?

Det er faktisk et ret godt spørgsmål. For kærligheden til en klub er jo ikke særlig rationel. Hvis dit mobilabonnement gav dig lige så mange skuffelser, som en fodboldklub kan gøre, havde du nok for længst skiftet udbyder. Fodbold fungerer bare efter nogle helt andre regler.

Og det er netop dét, der er bogens styrke. Den prøver ikke at bilde os ind, at Vejle Boldklub kun består af glorværdige minder og gamle helte som eksempelvis Allan Simonsen. Tværtimod ligger de sportslige op- og nedture hele tiden i baggrunden. Bogens fokus ligger især på nyere tid og på et klubmiljø, hvor resultaterne har svinget voldsomt, mens tilhørsforholdet er blevet ved med at eksistere.

De 15 stemmer viser også, at du kan være knyttet til den samme klub på vidt forskellige måder. For nogle handler det om familie. For andre om venner, lokal identitet, traditioner eller de mennesker, du søndag efter søndag står sammen med på tribunerne. Det gør ”Nørreskovens rødder” til mere end en bog for den mest hærdede VB-fan.

Den handler også om fællesskab. Om hvorfor vi binder os til steder, mennesker og ritualer, som rationelt set ikke skylder os noget som helst.

Og måske er det i virkeligheden svaret på bogens store spørgsmål. Du holder ikke kun med en fodboldklub, når den vinder. Du holder fast, fordi noget af ens eget liv efterhånden står på tribunen sammen med den.

Mit vigtigste budskab er, at du slet ikke behøver være Vejle-fan for at kunne læse denne bog. Men kan du så indsætte ethvert andet klubnavn i stedet for Vejle? Nej, det synes jeg faktisk ikke – i hvert fald ikke i alle sammenhænge. Men jeg vil garantere dig to ting: Er du fan af en Vejle, vil du sidde og smile gennem det meste af bogen. Er du fan af en anden klub, vil du få en langt større forståelse for, hvem nogle af dem på den anden tribune er – og at de på mange måder minder om dig selv.

Steffen M. Skjærlund: ”Nørreskovens rødder”, Forlaget Fini, 198 sider, udkom maj, 2026

Læs også:
Asger Hedegaard Boye: Spillets forvandling – Europæisk fodbold i 30 år

Oliver Guez: En absurd og altfortærende lidenskab – Skrifter om fodbold

Martin Davidsen: Fodboldprofessoren

Der er lukket for kommentarer.