// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Torben Aakjær: Premier League – og anekdoter fra en scouts fodboldliv
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, Sport

Torben Aakjær: Premier League – og anekdoter fra en scouts fodboldliv

Skrevet af den 8. februar 2025 – 16:53Ingen kommentarer

Den bedste engelske fodboldrække har altid trukket mange øjne til sig, og er du vokset op i Skandinavien, har engelsk fodbold siden 1970’erne været en fast bestanddel af den sport, du kunne finde på dit tv. Men der er meget stor forskel på den fodbold, vi voksede op med i det 20. århundrede og den farce af en pengemaskine, Premier League er blevet til i dag. Og derfor skiller den for tiden mest pengerige liga også vandene.

Torben Aakjær har tidligere været såkaldt ’scout’ for én af Premier Leagues største klubber og har et indgående kendskab til ligaen. Nu har han skrevet en bog om Premier League, og den efterlader mig – nøjagtigt ligesom fodbolden selv – med meget blandede følelser.

Bogen er præsenteret som et slags opslagsværk med prioriteret orden af spillere og klubber inden for en række forskellige kategorier. Jeg nød egentlig at bladre igennem den og læse lidt ned i de enkelte kapitler. Og selvom meget er baseret på hans egne meninger om hvem, der har været bedst inden for de forskellige kategorier, så rammer han vist temmelig rigtigt i sine analyser.

Aakjær har krydret bogen med et par anekdoter fra sin tid som scout. De er ikke så spændende og fokuserede, som jeg havde håbet på, og her kunne han måske godt have fået lidt mere redaktionel hjælp fra forlaget. Jeg er overbevist om, at jeg selv ville kunne vride 5-6 gode, fokuserede anekdoter ud af ham og strø dem lifligt udover bogen. I stedet er den del blevet lidt halvhjertet.

Jeg sidder tilbage med en mere følelse, der er mere hyggelig, end den er stor. Bogen præsenterer os stort set kun for statistik og data, jeg ville kunne google mig til tilført Aakjærs egne meninger og prioriteringer. Hvem er den bedste målmand, bedste back, bedste midterforsvarer, bedste midtbanespiller, bedste winger, bedste angriber? Hvilken klub har vundet hvad? Og hvor har vi haft danskere med? Overhovedet ikke uinteressant men lige om lidt måske ganske uaktuelt.

Det ville have været en fornøjelse at få Aakjærs syn på, hvordan det har været gavnligt og/eller ødelæggende for ligaen, at man i dag mere eller mindre blot kan købe sig til mesterskaber, som det er sket med en klub som Manchester City, der i dag er ejet af et Abu Dhabi-selskab under Sheikh Manzour. Således var det også interessant, da vi på det, der dengang hed Twitter efter et af Manchester City’s første mesterskaber i nyere tid kunne læse en spiller i jubel skrive: ”Roses are red, Manchester is blue.” Lige under denne besked havde en skeptiker så fortsat: ”If it wasn’t for Sheikh Manzour, you’d be in League 2.” På alle måder underholdende. Og sandt. Og synd.

Bogen til gengæld er okay. Ganske underholdende men måske ikke udnyttet så godt, som jeg havde håbet. Jeg ville gerne have hørt meget mere om Aakjærs egne oplevelser som scout.

Torben Aakjær: ”Premier League – og anekdoter fra en scouts fodboldliv”, Forlaget Muusmann, 317 sider, udkom november, 2024

Læs også:

Andreas Kraul: 100 ikoniske fodboldstadioner

Chris Sweeney: Gravesen – fodboldens sidste gadedreng

Thomas Gravgaard: Hjem til fodbold

Der er lukket for kommentarer.