// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Christina Hesselholdt: Vivian
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Christina Hesselholdt: Vivian

Skrevet af den 3. november 2016 – 07:11Ingen kommentarer

Christina Hesselholdts nye bog Vivian er et yders interessant møde med fortiden; hovedpersonen er fotografen Vivian Maier, genren er omend ikke ukendt, så en hybrid, stilen er begavet, men flagrende og motivet er opmærksomhedskrævende og åbent.

Vivian Maier var en særdeles produktiv amerikansk gadefotograf, der ernærede sig som barnepige op gennem 50´erne. Det er dog ikke svært at se, at både hovedperson og forfatter har øje for et særligt perspektiv på verden omkring dem. (…)”jo flere mennesker man fotograferer, jo flere tilstandsformer kan man måske indfange. Til sidst har man et katalog over tilstandsformer.” Maier nærmest indfangede tilstandsformer i kvadratisk form, men det er først efter hendes død i 2009, at hendes enorme og intense fotosamling for alvor bliver anerkendt. Og præcis ligesom Maiers sort/hvide firkanter folder Hesselholdt sine fortællinger ud i små velanrettede portioner.

“Vivian Maier tog mere end 150.000 fotografier, hovedparten af mennesker, en del er nærbilleder af menneskelige ansigter hvor der ikke er ret megen omgivelse rundt om ansigtet, ikke ret megen kontekst. Jeg ved ikke helt hvor jeg vil hen eller hvor jeg uforvarende er på vej hen.”

Hesselholt er i bogstavelig forstand i dialog med fortiden ikke kun i form af hovedpersonen Vivian, men også gennem en eksplicit forfatterstemme. Hesselholdt veksler i små afsnit mellem fortællerenstemmen og de øvrige personer. Det er sprængfarlig blanding, som giver en dialogisk roman med en helt særlig dynamik. Derudover er værket opdelt i 4 dele, hvor man både får indblik i Vivians barndom, ungdom og ikke mindst hendes virke som barnepige.

Hesselholts værk er et meget ambitiøst projekt, hvor hun jonglerer med både det biografiske, historiske og fiktive i en velarrangeret konstruktion. Værket benytter flere forskellige litterære virkemidler, foruden den dialogisk form benyttes der også en form for stream of consciousness, hvor personernes tanker strømmer ud som en uordnet masse. Det giver ikke kun et mangetydig billede af hovedpersonen Vivian Maier, men også af både den tid hun levede i og af hendes billeder. Der er bestemt en læseoplevelse man ikke skal snyde sig selv for, især fordi oplevelsen bliver dobbelt, hvis dykker ned i Maiers billeder og de historiske indslag i Hesselholdts værk.

Christina Hesselholdt, Vivian, 200 sider, September 2016, Rosinante.