// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Keld Broksø: Pengemuren
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Spænding

Keld Broksø: Pengemuren

Skrevet af den 29. april 2011 – 13:232 kommentarer

Pengemuren er en spændingsroman om internationale olieinteresser skrevet af kommunikationsmanden Keld Broksø. Lidt stereotypt for danske spændingsromaner er hovedpersonen en pensionsmoden ældre herre, Harry Lovell, der efter mange år i den internationale olieindustri, nu er parat til at gå på pension. Men på sin allersidste helikoptertur hjem fra en platform i den norske del af Nordsøen bliver Harry pludselig viklet ind i et drama med tråde til Tyrkiet og Aserbadjan.

Plottet er godt og realistisk – jeg hader historier, som ikke ville kunne lade sig gøre i virkeligheden. Så er det sceince fiction og ikke spænding. Alene det faktum, at den ikke er skåret over den klichéfyldte læst med en kvindelig kriminalkommissær eller en rebelsk, mandlig og pensionsmoden ditto er befriende.

Keld Broksø formår at give historien nerve og gøre personerne levende og troværdige. Han går hverken for langsomt eller for hurtigt frem i fortællingen. Dog falder kæden en smule af midtvejs, hvor det er særdeles svært at hitte rede i handlingen. Hvem var nu det? Hvor er vi og hvad sker der?

Men på de sidste 100 sider er der aktion for alle pengene, når hovedpersonen og hans hjælpere jages som vilde dyr. Afslutningen er dog lidt vag.

Pengemuren er udgivet på Skriveforlaget, som er et såkaldt medudgiverforlag. Det betyder, at forfatteren betaler for produktionen af bogen, og at forlaget så er behjælpelig med distribution, markedsføring m.m. Men med lidt opstramning midtvejs burde bogen sagtens kunne have fundet vej til et rigtigt forlag.

Keld Broksø: Pengemuren. Skriveforlaget 2011. 438 sider.

2 kommentarer »

  • Keld Broksø siger:

    Tak til Andreas Krog for anmeldelsen, som det ikke sømmer sig forfatteren at anmelde. Jeg vil kun kommentere det om, hvorvidt bogen udkommer på et “rigtigt” forlag. Bøger er også business – selv om man i DK ikke bør skrive for pengenes skyld. Såkaldt “rigtige” forlag, som tre af mine tidligere bøger udkom på, spiser forfattere af med 15 %. Ved en beskeden selvinvestering får man langt bedre afkast – i det øjeblik en bog måtte sælge. OK – Bøger er som Lotto for folk uden forstand på matematik. Men jeg har det glimrende med at være gået uden om forlagssnobberiet. Større forlag yder i få tilfælde et stort arbejde for bøgerne, men jeg har set mange eksempler på det modsatte. Så glem snakken om rigtige og forkerte forlag og fokuser på produktet! Pengemuren er en spændende bog, hvis I spørger forfatteren – for man skal tro på sin bog 100 % – ellers skal man lade være med at udgive. Så må andre have lov at mene alt muligt andet – det er OK. God læselyst! – Og se video m.m. på http://www.pengemuren.dk

  • Andreas Krog siger:

    Hej Keld
    Det var ikke min mening at pege fingre af medudgiverforlag. Min pointe var i stedet, at bogen var så god, at jeg undrede mig over, at andre forlag ikke fandt interesse for at udgive den.

    mvh
    Andreas

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.