Kunne man nu til dags forestille sig at Dronningen løb en tur hver morgen i det indre København, eller at Kronprinsen tog en cykeltur? Nej, formentlig ikke. Her er arkæologiske udgravninger i mellemøstlige diktaturstater og optimistjollesejlads ud for Floridas kyst vigtigere.

Men for Dronningens farfar og Kronprinsens oldefar, Kong Christian den 10. var den daglige ridetur rundt i Københavns gader en helt uundværlig nødvendighed og et fast ritual, som fik meget stor symbolsk betydning for en nation, som i Christian den 10.’s regeringstid sloges med to verdenskrige, en økonomisk depression og en fem år lang besættelse. Rideturen blev selv symbolet på kongen som samlende figur for nationen. Derfor er titlen ”Rytterkongen” også helt oplagt til Knud J.V. Jespersens meget grundige biograf om Christian den 10.

Jespersen er intet mindre end kongelig ordenshistoriograf og det har gjort, at Dronning Margrethe har givet ham adgang til sin farfars dagbøger. Det er første gang at nogen får adgang til denne guldgrube af førstehåndsberetninger, hvor kongen igennem præcis 60 år, fra 1886 til 1946, minutiøst og meget præcist har nedfældet sin daglige gøren og laden, referater af vigtige møder og samtaler samt et par afsluttende stikord om vejret den pågældende dag. Denne enestående adgang er med til at hæve bogen op til et niveau, der gør den særdeles troværdig i sine analyser og konklusioner. For vi kan sort på hvidt læse hvad manden selv tænkte og nedfældede i situationen.

Med netop Christian den 10. er det særdeles interessant at høre tingene fra hestens egen mund. For mens Dronningen nøjes med en enkel gang at revse os for de ”dumsmarte bemærkninger” og Kronprinsen nøjes med at lade sig vælge til den kontroversielle olympiske komité, så var Christian den 10. en aktiv politisk spiller. Nogle gange lidt for aktiv.

Mest ”kendt” er han for sin hovedrolle i den såkaldte ”Påskekrise”, hvor han i 1920 fyrede regeringen Zahle. Sammen med rideturen er påskekrisen nok den ting flest forbinder med Christian den 10. Jespersen går overraskende nok meget let hen over selve hændelsesforløbet i den hektiske uge, hvor både demokratiet og monarkiet var på spil. Han bruger krudt på meget grundigt at forklare hvad der ledte op til påskekrisen og dokumentere, at Kongen i virkeligheden nok blev kraftigt inspireret / påskønnet af andre til at fyre regeringen. Men selve krisen mener Jespersen, at der er skrevet så grundigt om af andre, at han ikke vil bruge tid på det i denne biografi. På en måde fair nok, men også lidt spøjs disposition, når man tænker på hvor væsentlig en begivenhed det var i kongens regeringstid.

Til gengæld viser Jespersen tydeligt at påskekrisen ikke var en enlig svale, men snarere kulminationen på 11 års kongelige kvaler med at forstå sin egen rolle i et demokrati under opbygning. Allerede i 1909, da Christian er Kronprins, er han på kant med regeringen og rigsdagen. Han bliver selv konge i 1912 og kombinationen af den meget forsvarsvenlige konge og den radikale statsminister Zahle er nærmest som en krudttønde, der flere gange er ved at ryge i luften. Det sker først i 1920, men kunne lige så godt være sket 4-5 gange før. Bedste venner bliver Kongen og Zahle aldrig. En stor del af skylden for påskekrisen lægger naturligvis hos Kongen, men Zahle har nok heller ikke været den nemmeste dansepartner. Tankevækkende nok så får Kongen et næsten formidabelt og meget tillidsfuldt forhold til Stauning, hvis statsmandsbegravelse i Forum i 1942 Kongen og Kronprins Frederik deltager i. Efter påskekrisen finder Kongen sig mere til rette i demokratiet, men holder stadig fast i at der er et særligt bånd mellem ham og folket – uden om den demokratisk valgte rigsdag og regering.

Under besættelsen er der mange storpolitiske og for nationen potentielt faretruende emner at tage stilling til for den aldrende konge. Men lektien fra påskekrisen og tillidsforholdet til Stauning gør at Kong Christian formår at spille en meget positiv rolle i de hektiske år, hvor der skal træffes meget svære beslutninger. Kongen giver sin mening til kende og spiller også en politisk rolle, men i meget mere begrænset omfang end tidligere og kommer aldrig på kollisionskurs med Stauning. Udenrigsminister Munch og forsvarsminister Alsing Andersen er Kongen derimod ikke videre begejstret for. Den forsvarsvenlige konge giver de to hovedansvaret for tyskernes lynhurtige besættelse af Danmark den 9.april 1940.

Jespersen skriver formidabelt godt og på en meget afbalanceret måde, der gør at bogen bestemt ikke bliver et hyldestportræt, men alligevel formår sobert at argumentere for hvorfor Kongen handlede som han gjorde. Når jeg normalt læser om amerikanske, britiske, svenske og danske demokratisk valgte toppolitikere, så kan det virke underligt at en skabsrepublikaner kaster sig over en biografi om kongen, der forsøgte at afskaffe det danske demokrati. Men det er netop det, der gør ham interessant for den politisk interesserede læser. For for 90 år siden spillede regenten en helt anden rolle i samfundet end Dronningen gør i dag. Christian den 10. VAR en politisk spiller. Nogle gange gik han for langt, men selv når han holdt sig inden for linjerne var han stadig med i spillet, og spillede, især under besættelsen en ikke uvæsentlig rolle for nationen og folket.

Knud J.V. Jespersen: Rytterkongen. Gyldendal, 2007. 567 sider.