En sand klassiker. Den afdøde tjekkiske eksilforfatter Milan Kundera var en af Vaclav Havel- generationens allerstørste forfattere. Han er måske bedst kendt for Tilværelsens ulidelige lethed – der tilbage i 1980erne også blev en berømt film – men i mine øjne er Udødeligheden hans hovedværk.

Jeg læste den første gang som ung – min udgave er en bogklubudgave fra 1990 – og det er med en vis bæven at jeg fandt den frem på reolen igen. Kunne den virkelig stå for tidens tand? Svaret er ikke bare et ja, det er en dyb forundring og respekt for hvordan Udødeligheden rammer lige ned i tidsånden anno 2026.

Udødeligheden begynder med en midaldrende kvindes vinken i en svømmehal. Hvad er forfatterens blik på denne kvinde? Hvad er hendes blik på sig selv? Hvad betyder vores optagethed af hvordan andre ser på os for vores selvforståelse og personlighed? Hvordan påvirker det politikken, samfundet, menneskeheden? (Åh, hvor er det aktuelt – og så er det endda skrevet før internettet og sociale medier og fotografier i alle telefoner for slet ikke at tale om mobiltelefoner…)

Udødeligheden er en roman, der ubesværet skifter mellem politikere, journalister, Goethe & Beethoven, forholdet mellem unge kvinder og ældre mandlige kulturpersonligheder og ikke mindst hvad tankerne om vores eftermæle gør ved vores optagelse af den tid, vi har her på jorden.

Kundera går ubesværet fra de højeste sfærer og dybeste tanker om livet, døden og alt det dér og til beskrivelser af sex og selvoptagethed. Virkelighed og fiktion blander sig ubesværet på siderne, og når vi nu alle er optaget af vores egen historiefortælling – hvad er så egentlig forskellen?

Jeg hører ikke mange tale om Milan Kundera længere, og det er en stor synd. Udødeligheden bør være på alles læseliste. Ikke fordi man skal læse Kundera af pligt, men fordi det er utrolig lystfuldt.

Milan Kundera: Udødeligheden. 393 sider, Gyldendals Bogklubber. Oversat af Eva Andersen, udkom 1990.