Med Det begynder at blive mørkt udgiver Jan Oxholm første bog på sit eget forlag Idios – et navn, der betyder “særegen”. Og særegen er netop, hvad romanen er.

Bagsideteksten afslører, at en deprimeret familiefar ved et uheld kommer til at slå sin nabo ihjel, og at konsekvenserne langt fra stopper dér. Det er et greb, der lover en fortælling drevet af skyld, paranoia og moralsk opløsning. Og da mordet endelig indtræffer, sker der også noget med læsningen: tempoet strammes, og det bliver svært at lægge bogen fra sig. Problemet er blot, at det sker sent – først over halvvejs inde i denne ellers korte roman.

Indtil da bevæger fortællingen sig mere tøvende frem. Vi introduceres til en familie, hvor mørket ikke kun tilhører hovedpersonen. Der er ingen helte her, ingen, der står uden for det, der langsomt krakelerer. Alle bærer på noget – en utilpashed, en tristhed, en skævhed – og det giver romanen en gennemgående tyngde.

Tonemæssigt balancerer bogen mellem det tragiske og det komiske. Dialogerne kan være næsten ubehagelige i deres akavede, skæve udvekslinger, og man sidder som læser med en fornemmelse af, at noget hele tiden er lidt off. Det er netop her, romanen lykkes bedst: i den snigende uro og de små forskydninger i det genkendelige familieliv.

Det begynder at blive mørkt lever op til forlagets ambition om at udgive noget skævt og anderledes. Men det er også en roman, hvor man kan ønske sig en tidligere forløsning af det dramatiske potentiale. Alligevel står den tilbage som en sær, mørk og til tider urovækkende læseoplevelse – uden frelste karakterer og uden nemme svar.

Jan Oxholm, Det begynder at blive mørkt, forlaget Idios,169 sider, Marts 2026