I Det hjertet ikke vil se følger vi Alva, der i begyndelsen af halvtredserne opsøger sin egen fortid i samtaler med en psykolog. Hun er selv psykolog, men har i årevis fortrængt et afgørende kapitel af sit liv: forholdet til sin plejefar, da hun som fjortenårig boede hos ham. Et forhold, der på én gang virkede trygt og kærligt – og samtidig dybt grænseoverskridende, krænkende og ulige.

Romanen bevæger sig ind i et felt, som sjældent får plads i fortællinger om den slags relationer. For her er det ikke kun overgrebet, der står tilbage, men også barnets oplevelse af nærhed, tilknytning og ambivalens. Det gør fortællingen kompleks og urovækkende på en mere stille måde, end man måske forventer. Vi kommer helt tæt på i terapirummet, hvor fortiden langsomt trævles op, og hvor de fortrængte minder og følelser får lov at tage form.

Titlen er sigende: Der er noget, hjertet ikke vil vide af – eller ikke har kunnet rumme – og som først sent i livet kræver at blive set i øjnene. At Nina Werner selv er psykolog, og at romanen trækker på elementer fra hendes eget liv, mærkes i den præcise skildring af samtalerne og den psykologiske proces.

Sproget er flydende, og romanen er let at læse, men alligevel opstår der en vis distance. Man fornemmer tidligt, hvor fortællingen bevæger sig hen, og som læser savner jeg undervejs nye lag eller erkendelser, der kan udvide forståelsen. Præmissen er stærk, men udviklingen føles til tider for forudsigelig.

Det hjertet ikke vil se er en vigtig og nuanceret roman om erindring, fortrængning og de komplekse følelser, der kan knytte sig til relationer, vi ellers har lært at forstå entydigt. Den giver et sjældent indblik i barnets perspektiv – også selvom den ikke helt formår at fastholde intensiteten hele vejen igennem.

Nina Werner, Det hjertet ikke vil se, Klim, 199 sider, februar 2026