Historien er fyldt med kvinder, der har sat sit præg på samfundet, kulturen og videnskaben. De har bare haft det med at forsvinde bag mændene, når historiebøgerne har skullet skrives – også selvom de tog aktivt del i det offentlige liv og ikke kun var henvist til hjemmets beskyttende (eller fængslende) vægge.

Plautilla Bricci var sådan en kvinde. Hun var anerkendt maler i 1600-tallets Rom i en tid, hvor kvinder ellers ikke havde mange muligheder for at opnå anerkendelse i kunsten. Derudover tegnede hun huse som arkitekt – også ganske usædvanligt – og levede hele sit liv i en farlig og turbulent periode.

Mazzucco dykker ned i Plautillas liv og gerning. Opvæksten i fattigdom med en far, der også malede og interesserede sig for lægevidenskaben. Forholdet til moderen og hendes søskende. Den store kærlighed, og alt det hun måtte opgive af traditionelt kvindeliv for at kunne udleve sine kunstneriske ambitioner.

Det er et spændende blik ned i Roms historie, hvor pest og krig, fattigdom og fordomme satte dagsordenen for almindelige menneskers liv. Plautillas lange liv blev påvirket af det hele – magtkampene i pavestaten fik også betydning for kunsten, for kardinaler og paver havde hver deres yndlingskunstner, og når konger og paver slår i bordet ryster jorden under både høj og lav.

I Arkitektinden kommer vi igennem et blodigt og dramatisk århundrede, set gennem øjnene fra en usædvanlig kvinde med et usædvanligt talent. Vi får det hele med – og nok også lidt for meget, for Mazzucco har researchet intensivt for at skrive denne bog, og det føles som om alt for mange personer og begivenheder uredigeret får lov til at vandre hen over romanens sider uden at det egentlig betyder så meget for historien om Plautilla.

Når det er sagt, så er Plautillas egen historie bestemt værd at stifte bekendtskab med.

Melania G. Mazzucco: Arkitektinden. 432 sider, Palomar. Oversat af Marie Andersen, udkom 6. december 2025