Man bliver aldrig færdig med Dostojevskij. Hans bøger kan læses igen og igen, på samme tid eviggyldige og alligevel på ny aktuelle. Det gælder også Spilleren, der er et blik ned i menneskesindets dybde og spillelidenskabens ødelæggelser, og som stadig er aktuel for alle der vil forstå de ludomaniens utøjlede magt – hvilket bestemt ikke er mindre vigtigt i dag, selvom rouletten for de fleste spillefugle er skiftet ud med internettet.

En russisk general og hans familie opholder sig i udlandet mens den venter på at bedstemor derhjemme skal dø, så familien kan arve. Generalen er på fallittens rand, hvilken dens huslærer Aleksej Ivanovitj udmærket ved mens han drømmer om den ældste datters kærlighed. Generalen er enkemand, og drømmer om at gifte sig med en fransk mademoiselle, hvis interesse for ægteskab forventes at forsvinde, hvis sandheden om familiens økonomiske situation kommer frem.

Altså venter man på det bebudede dødsfald, mens man fordriver tiden på bedste – og ufinansierede – overklassemaner i Roulettenberg. Desværre for generalen, hans datter og hans udkårne, dukker bedstemoderen uventet op i allerbedste humør. Hun fejler ikke noget, og har ikke tænkt sig at dø. Derimod vil hun besøge de berømte casinoer i byen. Og derfra går alt så galt.

Spilleren handler om feberen ved spillet og om hvordan mennesker desperat forsøger at finde mening i hasardspillet. Der er store summer at vinde, og endnu større summer at tabe. Det er et levende vanvid, at blive fanget af rouletten og Dostojevskij kan med erfaring beskrive stemningen, forhåbningerne, fortabelsen og lidenskaben hos spillerne, når de stik mod al fornuft forsøger at udlede systemer af den lille kugles bevægelse. Bare ét spil mere. Hvis bare nul kommer ud næste gang, det er helt sikkert at nu må det blive rød og min økonomi og sjæl vil blive frelst.

Imens forsvinder virkeligheden, kærligheden og alle de forhåbninger man havde til livet uden for casinoet…

Jeg synes, at Spilleren er en af Dostojevskijs mest helstøbte værker og samtidig en af Dostojevskijs lettest tilgængelige værker. Hvis man er erfaren Dostojevskij-læser må man ikke snyde sig selv for dette lille mesterværk. Hvis man ikke har læst Dostojevskij eller nogle af de store, klassiske russeere i øvrigt, er Spilleren et godt sted at starte så man kan snuse til den berømte forfatter, selvom man ikke helt har mod på de tungere og længere dele af forfatterskabet.

Fjodor Dostojevskij: Spilleren. 220 sider, Gyldendal. Oversat af Ole Husted Jensen, udkom 2. december 2025