Steppeulven er en af de romaner, alle har hørt om men de færreste har læst – i hvert fald i min generation. I 1960’erne blev romanen fra 1927 genopdaget som en del af den nye tidsånd og når man i dag læser bogen, forstår man godt hvorfor. Ungdomsoprørerne spejlede sig i Steppeulven i deres opgør med de stivnede borgerlige konventioner og i deres søgen efter frihed – frie stoffer, fri kærlighed og fri sex.

Det betyder ikke, at Steppeulven er uaktuel i dag. Tværtimod vil også vore dages generations mistrivsel blive klogere på sig selv og deres samfund ved at forsøge at følge hovedpersonen Harry Haller i hans vaklen mellem to sider af sig selv, det småborgerlige menneske og den vilde steppeulv.

Som bagtæppe for Harry Hallers weltschmertz er ungdommen i krigens skygge og en nutid i de brølende tyvere, hvor alkohol, stoffer og smukke kvinder fyldte nattelivet. Seksualdrift og dødsdrift, menneske og ulv, borgerlighed og den nye tid, balancen mellem at være en del af et fællesskab og helt sig selv – Steppeulven viser os hvor meget menneskesjælen spænder over, og at den ikke bare er tosidet, men mangefacetteret og vild.

Hesses roman er formidabel og eksperimenterende i sin form. Det er en klassiker fra det 20. århundrede, som kan læses igen og igen – af den enkelte læser i forskellige faser af læserens liv, men også af hver generation på ny.

Gyldendal skal have ros for at genudgive bogen i deres Rosinante klassikerserie, men ris for at sjuske sådan med opsætningen af teksten og ikke mindst for den tidsmæssige fejlplacering af handlingen i beskrivelsen på bagsiden.

Herman Hesse: Steppeulven. 247 sider, Gyldendal. Oversat af René Jean Jensen, udkom 2. december 2025