Jeg har en forkærlighed for russisk dissidentlitteratur. Både fortidens Samizdatlitteratur og de store navne som Solsjenitsyn, Boris Pasternak og Bulgakov, men også nutidens eksil-forfattere som eksempelvis Sergej Lebedev.

Andrej Sinjavskij hører til den første kategori, for hans Ljubimov er fra 1964 og han blev efterfølgende idømt 7 år i Gulag. Ljubimov er navnet på en lille by midt i ingenting. Her går livet sin vante, sovjetiske gang, indtil den lokale cykelsmed Ljonja opdager hvordan han med magnetisme og tankens magt kan kontrollere både mennesker og ting omkring sig.

Straks kaster Ljonja sig over opgaven med at reformere sin by og redde folket fra tristessen og fattigdommen. Det er i hvert fald hvad han bilder sig selv ind, for opgaven viser sig ligesom kommunismens 5 års planer hurtigt at støde på utrolig mange vanskeligheder. Herunder den vanskelighed, at folk ikke altid gør, som magthaverne mener, de bør gøre.

Så er det jo praktisk at have magt til at bestemme, hvad folk skal ville og ønske sig – og ikke mindst magt til at få den ombejlede Serafima til at falde for sig, selvom hun uden tanketvang ikke har villet kigge til Ljonjas side.

Det er næppe at spoile at sige, at det ikke bliver ved med at gå godt for Ljonja i hans kamp for at bedre samfund uden folkets dårskab, dovenskab og selvoptagethed, og man behøver ikke læse meget mellem linjerne for at fange satiren over det stivnede og undertrykkende sovjetiske samfund.

Ljubimov er et tankeeksperiment og en eksponeret for sin tid og sin forfatter, men pointerne er ikke særlig forfinede. Det er en fin oversættelse, men det er måske ikke en roman der kommer til at sætte sig dybe spor i mit sind. Trods verdens generelt begrædelige og undertrykkende tilstand, føles det mere som et historisk dokument end en eviggyldig klassiker.

Andrej Sinjavskij: Ljubimov. 200 sider, Forlaget Sisyfos. Oversat af Morten Spangsberg Nielsen, udkom 8. november 2025