Bøger der starter med en 5 sider lang Prolog med botaniske beskrivelser ville normalt ikke være noget, jeg havde kræfter til at læse til ende. Men Stieg Larssons, Mænd der hader kvinder, fik alligevel chancen, hvilket viste sig at være ganske udmærket.

Bogen har været pænt hybet – og havde den ikke stået fremme hos boghandleren på Københavns Hovedbanegaard, havde jeg næppe heller stiftet bekendtskab med den. Men det er jeg nu glad for, at jeg gjorde alligevel. For det er en spændende krimi, svenskeren har præsteret tilbage i 2005 med flere niveauer.

Hovedplottet er mysteriet omkring en ung kvindes forsvinden i midten af 1960’erne, der aldrig blev løst. I et sidste forsøg på at komme tilbunds i historien, hyrer den tidligere direktør for et stort svensk industri emperie, der ligeledes er onkel til den forsvundne pige, journalisten Mikael Blomkvist – under dække af at skulle skrive familiens slægtshistorie – til at opklare, hvad der skete med hende.

Samtidig udspiller dig sig en række sidehistorier, der dækker slette erhvervsvirksomheder, journalistik, misbrug, formynderi og et lille magasins kamp mod et stort ondt konglomomat. Flettet ind i hinanden udgør alle disse historier – sammen med sadisme, fascisme, nazisme og bedrag, Mænd der hader kvinder, og det virker.
Danske – som udenlandske – anmeldere har da også rost bogen til skyerne med god ret – ligesom den modtog Glasnøglen for Nordens bedste kriminalroman i 2006.

I bogen får Blomkvist en makker, Lisbeth Salander, og dermed er et nyt svensk krimi par født. Det fungerer fint – om end, at jeg fandt den psykologiske beskrivelse af Salander noget usikker og usammenhængende til tider. På samme måde er der mod slutningen forskellige sammenhænge, der går lidt i ring – og enkelte dele modsiges.

Hvis man ellers har brug for en god sommer krimi – og kan se bort fra, at Blomkvist vælger at bruge Notepad som et relativt kompliceret databaseværktøj (!), og at man i Sverige åbenbart aldrig oplever problemer med at skifte fra Mac til PC-platforme, er bogen meget anbefalelsesværdig.

Man bør heller ikke være bange for at skrive stilen minder om det ellers fantastiske makkerpar, Sjöwall og Wahloo. Der er på intet tidspunkt i bogen passager, som i de ti romaner om forbrydelser, hvor der ikke sker noget.

Tværtimod er intensiteten høj og underholdende.

Slutteligt skal det også bemærkes, at bliver sommervarmen lidt for voldsom – kommer bogen rigtigt til sin ret. Hos mig blev den læst færdig i over 40 graders varme, hvor skildringerne fra svenske hytter i 30 graders frost virkede ganske afkølende.

Er man til krimi, Cluedo og underholdning – passer bogen perfekt.

Stieg LARSSON: Mænd der hader kvinder, Modtryk, 2005 , 556 sider