Jeg var meget begejstret ”Mænd der hader kvinder” ’ – og ”Pigen der legede med ilden” lever fuldt ud op til forgængeren. Igen drages læseren ind i et svensk univers af konspirationer, teknologi, gode og slette karakterer og overraskende sammenhænge.

Makkerparret bestående af journalisten Mikael Blomkvist og super reacheren Lisbeth Salander er igen på banen – om end, at det er et meget specielt samarbejde de har sig i 2’eren – set i forhold til forgængeren. Millenium, magasinet hvor Blomkvist er ansvarshavende redaktør, roder med en prekær historie om kvindehandel i og til Sverige. Historien dækkes af en til lejligheden ansat journalist, Dag Svensson – der ligedes vil udgive en bog om emnet.

Sidst Millenium gjorde den slags gik det jo voldsomt for sig – og denne historie har så sandelig også potentialet til en butiksbasker. Optrevlingen af handlen med kvinder i Sverige har forbindelser til interessante dele af Folkehjemmet – som SÂPO (godt at have dem tilbage i en svensk roman), politiet, politikere, journalister you name it. Det går da heller ikke hverken være eller bedre, end at mord og andre ubehageligheder pludseligt breder sig – og så har vi balladen igen.

Mens politiets højtprofilerede efterforskning tager fart – starter Millenium deres egen undersøgelse. Parrallelt hermed er Salander i gang med hendes helt eget opgør med fortiden og Alt Det Onde.

Hvor ”Mænd der hader kvinder” havde et par enkle historier, der på glimrende vis blev bundet sammen, og et begrænset antal personer, så er der langt mere knald på ”Pigen der legede med ilden”. Højt tempo og vildt overraskende sammenhægne – kombineret med et ganske udvidet persongalleri – gør bogen til en anden læseoplevelse end ’Mænd der hader…’. Det er ikke nødvendigvis værre eller bedre – blot anderledes – og måske en god adspredelse for læseren.

Plottet bag historien er som sagt trafficing i Sverige – og levere samtidig en spids kommentar til netop hvordan den type moderne slavehandel omtales og behandles i det svenske. Der er godt understregede pointer at hente – og flere af dem om ikke dem alle – kan i høj grad tages med hjem over Sundet i en dansk sammenhæng.

Alligevel er det ikke nogen politisk roman, Larsson fik skrevet – men en krimi. Han tager også mange af genrens teknikker i brug – og ikke sjældent forbander man ’cliffhangers’ væk – og snupper så en 40-50 sider mere.

En enkelt ting generede mig dog grusomt igennem hele bogen. Jeg skal ikke kunne vurdere, om det kommer sig af problemer i oversættelsen – men hele tiden skal det udspecificeres, at nogle af karakterene ”smørrer sig et par madder”, ”snupper et par madder med”, ”glæder sig til at komme hjem til et par madder”, ”madderne blev spist i stilhed”. Det er vitterligt grotesk, hvor mange gange det her gastronomiske begreb kommer i spil – og håber, at det er pillet ud i fortsættelsen.

Den udkommer for øvrigt på dansk den 8. oktober i år – og jeg glæder mig.

”Pigen der legede med ilden” er den anden bog i krimi triologien Millenium skrevet af den afdøde svenske forfatter Stieg Larsson. En anmeldelse af den første af de tre, ”Mænd der hader kvinder”, er at finde her.

Stieg LARSSON: Pigen der legede med ilden, Modtryk, 2006 ,605 sider