En sjældent poetisk og uendelig grum roman. Af måneskin gror der ingenting er fra 1947, og er en lavmælt men voldsomt indigneret roman om arbejderkvinders vilkår og muligheder i Norge anno damals.

En ung kvinde vokser op i stor fattigdom. Hendes far arbejder i minen, men den navnløse unge pige har et godt hoved og får lov til at tage realeksamen. Hun forelsker sig i læreren Johannes, og 17 år gammel indleder hun et forhold til ham. Hun er ungpigeforelsket, han er allerede forlovet med en anden – men det ved hun ikke, og hun ved heller ikke hvordan hun skal passe på sig selv, hverken mentalt eller fysisk.

Mere end 20 år senere fortæller hun sin historie til en fremmed. Det er en historie om illegale aborter, om dyb fortvivlelse og fattigdom, og om et samfund der har meget travlt med at fordømme unge kvinder, men meget lidt travlt med at hjælpe dem. ”Vi dør ikke af kærlighed,” siger hun på et tidspunkt, men det gør hun alligevel lidt, indeni i hvert fald, og hendes fremtidsmuligheder dør hastigt fordi sladder og venskaber med de forkerte gør hende til en udstødt i den lille by.

Af måneskin gror der ingenting er ikke bare en indigneret roman på kvinder og fattiges vegne. Det er et stilistisk vidunder af en roman, skrevet med stor kærlighed til ikke bare samfundets udsatte men også til sproget. Torborg Nedreaas er ikke en forfatter der råber. Hvorfor skulle hun det, når en stille hvisken ekkoer så meget desto længere igennem tiden?

Også i Norge er der fri abort, og forholdene og mulighederne for fattige er helt anderledes end dengang. Alligevel føles Af måneskin gror der ingenting stadig aktuel, ligesom skildringen af den svære kærlighed og menneskers evne til at opgive sig selv for en anden aldrig går helt af mode.

Dorthe Nors har skrevet et smukt og vedrørende forord, som man ikke skal snyde sig selv for – heller ikke hvis man ellers normalt hopper den slags over. Selv er jeg som udgangspunkt ikke fan af forord fra andre forfattere, som har en tendens til enten at spoile for meget eller fremhæve forordsskriveren mere end romanforfatteren, men når man gør det så klogt og stilsikkert som Dorthe Nors så er det med til at højne den samlede læseoplevelse.

Jeg har tidligere været meget begejstret for Nedreaas trilogi om pigen Herdis’ opvækst i Bergen omkring 1. verdenskrig. Jeg er endnu mere begejstret for Af måneskin gror der ingenting, der nu endelig er ved at få den opmærksomhed, den fortjener – og som er meget smukt og vellykket oversat af Lotte Kirkeby.

Torborg Nedreaas: Af måneskin gror der ingenting. 245 sider, Turbine. Oversat af Lotte Kirkeby, udkom 5. juni 2025