Torborg Nedreaas: Musik fra en blå brønd
Overgangen mellem barn og voksen har aldrig været nem. Den bliver heller ikke nemmere, når den foregår i Bergen i årene under 1. verdenskrig, og ens forældre er skilt – åh hvor skamfuldt – man har svært ved at få venner og barnets århundrede ikke rigtig er nået til Norge endnu.
Vi mødte Herdis første gang i trilogiens første bind Trylleglasset, hvor hun bare var en lille pige der forsøgte at finde en plads i livet. Nu er hun blevet en stor pige, men verden er af lave. Krigen raser, og selvom Norge ikke er med skaber den frygt og fattigdom også her.
Mange kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen og holde fogeden fra døren. Andre ser krigen som et middel til hurtige penge. Tiden er i opbrud, og det gælder også rammerne for familielivet og barndommen. For Herdis er det værre end for de fleste; hendes forældre er nemlig skilt og før begreber som bonusfar blev opfundet, og det svært at forholde sig til de nye voksne i hendes liv.
I Musik fra en blå brønd er Herdis på ingen måder voksen, men heller ikke helt et barn længere. Voksenlivet trænger sig på, og i en tid hvor seksualitet, krop og køn ikke var noget man talte om, er det endnu mere skræmmende at vokse op til det store ukendte og ubehagelige, som de voksnes verden er.
Nedreaas skriver uendeligt smukt om verden af i går set igennem et barns øjne. De voksne skændes, skilles, drikker og kæmper med og mod hinanden på bagkanten af den store krig, og barnet kan kun forsøge at forstå. Bekymringer over deres fuldskab blander sig med bekymringer over revolutionen i Rusland og de norske besætninger, der går ned med deres handelsskib under verdenskrigens nådesløse
rasen.
Musik fra en blå brønd er ganske enkelt fremragende, ja endnu bedre end første bind i serien, og Herdis på en gang ulykkelige, forundrede og alligevel skønhedssøgende blik på hendes tid er en læsværdig oplevelse. Den er i øvrigt utrolig smukt oversat – jeg ser frem til sidste bind.
Torborg Nedreaas: Musik fra en blå brønd. 325 sider, Turbine. Oversat af Lotte Kirkeby, udkom 22. maj
