”…og hvad er det, der sker med alle os, der har levet så beskyttet, når vi ser, at det, vi troede var samfundets orden, pludselig går op i sømmene for øjnene af os, slår revner under vores fødder?”.

Hilding var engang en ung pacifist og militærnægter.

Nu er han midaldrende, fraskilt tilhænger af NATO og på vej i krig på sin egen måde. Hvordan skete det?

Han sad såmænd derhjemme i Norge og så nyheder og fik brug for at skabe mening i meningsløsheden. Mest af alt sin egen, har man indtryk af. For efter at have levet en god portion af sit liv, uden at have sat nogle reelle aftryk eller have nogen særlige betydningsfulde relationer, får han trang til at handle.

Så han tager af sted mod den polske grænsen for at hjælpe. Hele tiden tøvende i tankerne, men ramt af det anstændige menneskes skam, som han udtrykker det.

Hildings ”mission” kommer i det hele taget til at handle meget om ham selv og ikke ret meget om dem, han er taget af sted for at hjælpe.

Han spekulerer hele tiden i, hvad andre tænker. Hvad tænker de, når han står der med sit håndskrevne skilt med ”Norge” på ved den polske grænse? Og hvad tænker de, når de ser ham sammen med den ukrainske familie, han har samlet op?

Selvbevidstheden er enorm, og meget af bogen foregår som en indre dialog, hovedpersonen har med sig selv. For paradoksalt nok kæmper han med at ville være usynlig, men samtidig sætte et aftryk.

Geir Gulliksens kortroman handler om, hvad krigen gør ved os, der sidder komfortabelt på afstand i vores fredelige lande, men alligevel føler, at det hele kommer lidt for tæt på.

Det er en klassisk Gulliksen, så kan du lide hans andre romaner, vil du også kunne lide denne her, selvom temaet og formatet umiddelbart er et helt andet. Men tonen, tempoet og sproget er ren Gulliksen.

Geir Gulliksen, Luftrummet over Ukraine, Gutkind, 93 sider, oversat af Andrea Fehlauer, oktober 2025.