Nogle gange kan man bare godt være utrolig lang tid om at læse en bog, også selvom man er stor fan af forfatteren. Det var sådan, jeg havde det med Karl Ove Knausgårds Arendal, det tog mig lang tid at komme igennem den, og jeg har gransket min læseoplevelse for at finde ud af hvorfor?

I Arendal er vi tilbage i Knausgårds store Morgenstjernen serie. Vi følger Syvert Løyning, som vi har stiftet bekendtskab med tidligere. I lidt mere end et døgns tid, er han nødsaget til at overnatte i barndomsbyen Arendal, da bilen er brudt sammen. Dette utilsigtede og uventede stop bringer ham vidt omkring. Han kører lånebilen ud på den frosne fjord, han møder en mærkelig kult i byens kirke, han besøger sin mor, falder i snak med en gammel bekendt og ser dybt i flasken. Alle sammen hændelser og oplevelser som ligger på grænsen mellem det helt normale og det paranormale, der er en skræmmende snært af nogen mørkt og uhyggeligt, som ligesom ligger i natten, og som bliver forstærket af kulden og ensomheden. Der åbnes for nogle sprækker ind til et liv, som Syvert ikke helt kan finde sig til rette i.

Man fornemmer en ubehagelig uro, som er i ham, da han skal hjem til kone og børn, men samtidig har han tabt sit hjerte til russiske Asja. Syvert er i livskrise, for nok har han forsøgt at gøre det forbi med Asja, men er livet i Norge med kone og børn, det han vitterligt ønsker? Et liv som han også fejler i, og som han heller ikke kan finde sig til rette i. Imellem linjerne ligger hele tiden denne fornemmelse af, at der mangler noget, men det er ikke til at få hold om, hvad dette noget er, – er det godt eller ondt?

Arendal er skrevet i Knausgårds vanlige stil, og når først man begynder at læse, ja så tager det ene ord det næste, men alligevel havde jeg svært ved at holde momentum. Måske skyldes det, at jeg bliver lidt træt af Syvert, fordi jeg synes, han opfører sig hensynsløst og dumt? Og dertil er det bare hårdt hele tiden at bevæge sig i koldt mørkt vand, hvor der ikke rigtig synes at være nogle steder, man kan komme op og få varmen. Bogen er ikke særlig munter, og der er ikke rigtig nogen udvikling, så efter endt læsning, står man lidt uforløst.

Arendal er ikke den bedste bog i serien, men jeg glæder mig til at læse videre, for der må jo være en ide med galskaben, netop at skrive et så stort værk.

Karl Ove Knausgård, Arendal, oversat af Sara Koch, Lindhardt og Ringhof, 2025, 309 sider.