Nøgne skuespillere til middagsselskaber og cigaretter og alkohol på skiferie som 11-årig. Det lyder umiddelbart mere kaotisk end glamourøst. Alligevel kan man godt bilde sig selv ind, at det må have været eventyrligt at vokse op blandt nogle af Danmarks mest folkekære skuespillere.

Christian Mørk, der er søn af Susse Wold og Erik Mørk og opvokset med Bent Mejding som stedfar, beskriver da også sin familie med ømhed, måske endda en form for forsoning. Men som voksen ser han klart, at barndommen var rodet. Forældrene var ofte væk, faren kæmpede med en skjult homoseksualitet og et skrøbeligt sind, der både splittede familien og prægede Christian langt ind i voksenlivet. Han blev opfattet som én, der skulle passes på. Fysisk lille og mentalt sårbar og den fortælling kom til at definere ham.

Selv når han romantiserer over ustabiliteten som en slags “livets skole”, ved han godt, at den havde en pris. Han beskriver opvæksten som “følelsesudsving med høj bølgegang, man godt kunne blive søsyg af.” Derfor betyder de stabile holdepunkter desto mere: præstefamilien i Nordjylland, hvor han fandt ro, og Niels og Marianne på Frederiksberg, der blev en reservefamilie i et hjem præget af “et rend af originaler”.

Mørk lukker læseren tæt på – også dér, hvor det gør ondt. Han skriver omsorgsfuldt om sine tre forældre, men tyngdepunktet er relationen til faren, og dernæst Bent. Moderen fylder bemærkelsesværdigt lidt. Måske fordi hun stadig er i live?

Fortællingen er rørende, velskrevet og vedkommende. Den ville have haft samme kraft, selv hvis hans forældre ikke var kendte. Læs den ikke for sladderens skyld, men fordi den rammer noget universelt: forholdet mellem forældre og børn og i dette tilfælde især mellem far og søn og hvordan man finder sig selv i en splittet familie.

Christian Mørk, Mine tre forældre, Politikens forlag, september 2025, 305 sider.