Ganske enkelt en virkelig god, rørende roman, der giver stof til eftertanke og en lille smule vrede. Det er Shafaks Floderne i himlen, som jeg næsten ikke kunne ligge fra mig undervejs.

Vi følger tre skæbner igennem tid og rum. I Tyrkiet opføres i 2014 en dæmning, der vil oversvømme en yazidi-landsby. Den 9-årige Narins familie beslutter at tage hende med til Irak, hvor hun efter yazidiernes ældgamle ritualer skal døbes i Tigris.

Men i 2014 kommer den største trussel mod yazidierne ikke fra Tyrkiet… Islamisk Stat er ved at tage magten i det, der engang var civilisationens vugge og de betragter ikke Tigris som en hellig flod eller yazidierne som nogen, der har ret til at leve…

I London i 1800-tallet fødes Arthur i fattigdom på bredden af Themsen. Han er en kvik dreng, og ender med en stor fascination af de gamle stentavler, som britiske opdagelsesrejsende slæber med hjem fra deres udgravninger i Mesopotamien. Arthur sætter sig for at tyde kileskriften, og med indsigt i assyrernes historie og digtning følger også trangen til at besøge områderne.

I 2018 har hydrologen Zaleekhah lejet en husbåd på Themsen. Hendes liv er ved at falde fra hinanden, og hun overvejer at gøre en ende på det. Men livet har det med at trænge sig på, og ligesom man ikke kan bade i den samme flod to gange, kan man heller ikke undslippe vandets evige kredsløb.

Shafak væver de tre historier sammen til en, og lige i slutningen er romanens svaghed: det lykkes ikke helt, især ikke slutningen. Men pyt, læs den som tre fortællinger om menneskers kamp for et sted at være, et sted at høre til – og familie. Alle har brug for at blive elsket og at kunne elske igen, uanset ved hvilken flodbred og i hvilken tid de tilbringer deres liv.

Elif Sharak: Floderne i himlen. 496 sider, Gads forlag. Oversat af Louise Ardenfeldt Ravnild, udkom 9. maj 2025