Hvordan hænger vi sammen? Hvad kommer vi af? Og hvilken rolle spiller moderskabet? Det er for mig at se nogle af de spørgsmål, som Tine Høeg gennem sine karakterer stiller til det liv, som vi lever.

I den utrolig lækre og taktile blå, eller rettere ultramarin farvede bog, følger vi billedkunstneren Dagny, som efter endt barsel, står overfor at skulle indkøre sit barn i vuggestue, samtidig med at hun skal skabe et værk til det naturhistoriske museum GAIA. Det er ikke nogen let ting for hende, for moderskabet river i hende, og hun har svært ved at finde sine ben i den identitet, hun nu har fået som mor.

En dag uden for vuggestuen møder hun en kvinde, som præsterer sig som Livs mor. Kvinden virker bekendt, og efter det møde begynder uforklarlige ting at ske og en speciel energi eller skabertrang kommer op til overfladen. Vi følger nu Dagny i hendes bestræbelser på at skabe det nye værk, som gerne må lægge sig ovenpå det værk, hun har skabt i den fine ultramarin farve af Jomfru Maria med barnet, men som også skal passe til museets rum, som er fyldt med vand og glaskugler. Samtidigt med at vi følger dette nutidsspor, tages vi også med tilbage til Dagnys studietid, hvor vi møder de dansk – og litteraturstuderende, som er ved at skabe en identitet og et liv. I en fin blanding mellem de to spor bevæger vi os stødt og roligt henimod bogens klimaks.

Romanen er skrevet i Tine Høegs velkendte stil, som let bliver helt filmisk, hvor man, mens man læser, næsten ser scenerne udspille sig for øjnene af en, og især sporet, hvor vi er tilbage i studietiden, bringer mindelser tilbage til hendes Tour de chambre.

Ultramarin er god og hurtigt læst. Men her efter endt læsning ved jeg ikke helt, hvad jeg skal mene eller synes? Måske bliver det hele lidt for fortænkt? Måske bliver det hele lidt for ensidigt? Måske er der alt for meget vægt på moderrollen, Madonnaskikkelsen? Mandsrollen i skaberværket spiller i hvert fald en meget lille rolle, hvis nogen overhovedet? Dertil er der utrolig mange navne, som synes at skulle indikere en masse: Dagny Gudmundsen, Liv, Vita, Gaia og Benjamin, de er ikke valgt tilfældigt, men det bliver (måske) også lidt for meget?

Alt i alt var jeg dog godt underholdt, da jeg læste, og jeg slugte bogen på et døgn. Bogen vil egne sig godt til læsekredsen, da den åbner for mange krydshenvisninger, diskussioner og samtaler, hvor læseoplevelserne helt klart vil være flertydige.

Tine Høeg, Ultramarin, Gutkind, 2025, 359 sider.