Store dele af Sveriges elforsyning kommer fra vandkraft, og op igennem 1900-tallet har man bygget dæmninger for at kunne udnytte vandenergien. Nogle af disse dæmninger blev bygget i Lapland, med voldsomme konsekvenser for naturen og ikke mindst for den samiske befolkning.

Ravdna, hendes søster Anne og datteren Inga er nogle af dem, der får vendt op og ned på livet af dæmningsbyggerierne. I 1942 betyder en ny dæmning, at en stor sø opsluger deres sommerdal. De når kun lige akkurat at redde nogle få af deres ejendele, før vandet stiger over både kåter og gravpladser. Det er jo udviklingen, og som samer kan de ikke forvente at der tages hensyn til dem – eller at de får en erstatning for deres jord.

De tre kvinder er overladt til sig selv i en brydningstid, hvor de gamle traditioner står over for nye tider, hvor rener og fiskeri ikke er nok til at klare sig selv, og hvor fattigdommen er jordslået og isnende – ligesom myndighedernes helt åbenlyse racisme og fordomme. Ravdna får eksempelvis afslag på et lån til at bygge et hus, fordi samer jo er nomader og ikke må eje et hus.

Sejl ikke til havet er en virkelig god roman om tre kvinder og deres liv. Det er en roman om et folk, der blev set ned på og trampet på, men først og fremmest en stilsikker fortælling om mennesker i en desværre ikke særlig fjern fortid.

Elin Anna Labba skriver så man kan se fjeldet for sig og lugte skimmelsvampen i de utætte barakker i vinterlejren. Det er en roman, man får lidt ondt i hjertet af, en anderledes fortælling om samisk liv og identitet, og så er den helt usædvanligt smukt skrevet og lavmælt indigneret på samernes vegne.

Elin Anna Labba: Sejl ikke til havet. 390 sider, Gyldendal. Oversat af Nanna Lund, udkom 6. maj 2025