Scenen åbner i det franske protektorat i Beirut, året er 1948. Den store krig er forbi, men trækker stadig voldsomme spor i liv og sjæle. Familien Pelletier er ellers kommet godt igennem med alle børn og formuen intakt, men dramaerne og hemmelighederne lurer under overfladen.

De to ældste sønner Francois og Jean er allerede flyttet til Paris. Den yngste søn Etienne skal flytte til Saigon – dengang en fransk koloni – hvor han skal arbejde Det indokinesiske Vekselkontor og mødes med sin ”ven” der er udstationeret som soldat i et Indokina, hvor uafhængighedskrigen reelt allerede er i gang. Kun den yngste datter bor stadig hjemme, mens hun går i gymnasiet, keder sig og går i seng med sin lærer.

I Saigon viser det sig, at Etiennes ven er forsvundet i junglen, og Etienne skal både finde ud af, hvad der er sket med ham og finde sin vej i det dybt korrupte vekselkontor og det fremmedartede land. I Paris bliver de to øvrige brødre hvirvlet ind i en sag med et dramatisk mord, og hjemme i Beirut går forældrene og passer deres hjem og sæbefabrik, uvidende om børnenes trængsler og eskapader.

Der er kort sagt masser af drama på flere kontinenter i historien om familien Pelletier, og der er lagt op til satirisk kritik af Frankrigs opførsel i Indokina, af politi og myndigheder i selve Frankrig og generelt af menneskelig forfængelighed.

Desværre er der også rod i tidslinjen, klichetynde hovedpersoner og et usammenhængende plot. Det er en enorm skuffelse at læse Den store verden, for Pierre Lemaitre har tidligere begejstret mig – især med den ganske enkelt fremragende Vi ses deroppe om Frankrig i tiden lige efter 1. verdenskrig. Så forfatteren kan godt skrive gode bøger. Den store verden er bare ikke iblandt dem.

Pierre Lemaitre: Den store verden. 568 sider, alpha. Oversat af Agnete Dorph Stjernfelt, udkom 8. april 2025