”Sandheden om hvordan de levede, føltes så rigtig, den føltes rigtig i hver en pore, sagde Sara. Men den ville lyde dum for Udenforere.”

Hvem dikterer, hvornår noget er rigtigt, og hvornår noget er forkert? Hvem kan påkalde sig at være dem, der har fundet den rette måde at leve livet på, har fundet den rette måde at indrette sig på? Er det dem indenfor murene, eller er det samfundet udenfor? Det synes at være et dilemma og en diskussion som ikke er ny, og det var da også med lidt tøven, at jeg begyndte at læse Tuen, for ville der komme noget nyt på bordet?

Men hvilken optur det var at læse Tuen. Den er velskrevet og vidner om en forfatter, som virkelig formår at få skrevet sine karakterer frem.

Freelanceren Emilie er udbrændt og for at finde ny luft og sig selv, drager hun ud i skoven. Fra sin lille lejr begynder hun at observere syv personer, som lever i et fællesskab i pagt med naturen. Vi følger Emilies møde med de syv, og samtidigt får vi fortalt de syvs livshistorie, og vi får et indblik i, hvorfor lige de syv meget forskellige personer, hvis veje har krydset hinanden tidligere i livet, ender i dette bofællesskab udenfor samfundets lov og ret.

Spørgsmålet er så, om man kan blive ved med at opretholde denne levevis, når de syv i gruppen bliver ældre? Hvad gør man med en teenagers nysgerrighed på livet? Hvad sker der, når de ældre har brug for læge? Og hvad sker der, når en udefrakommende, Emilie pludselig kommer ind i deres midte og begynder at stille spørgsmål til deres levevis? Kan tuen så holde?

”Hun havde tænkt over det med myrerne. Myrerne blev født til forskellige opgaver. Der var dronningen, der var arbejderne, der var dronerne. Man skulle ikke være det hele selv. Det var det, Sagne ønskede sig, at være med, uden at der blev sat spørgsmålstegn ved en. Hvis man var på én måde, behøvede folk ikke blande sig og insistere på, at man skulle være lidt af hvert.”

Hvad er det for en lim, der holder dem sammen? Er Emilies måde at leve på mere rigtig? Og hvad sker der med hende, når hun begynder at stille spørgsmål til sin egen levevis?

Tuen får min varmeste anbefaling. Det er en meget læsværdig bog, som på fin og nænsom vis stiller spørgsmål til den måde, vi har indrettet vores samfund på.

Annika Norlin, Tuen, oversat af Mathilde Moestrup, Gyldendal, 2024, 388 sider.