Matt Haig: Det umulige liv
Det her var overhovedet ikke en bog for mig … i hvert fald ikke, da jeg læste, hvad den handler om. Men den trak alligevel nok i mig til, at jeg ville give den en chance. Og tak skæbne, hvor var det dog en god idé. For jeg var underholdt og fanget fra første til sidste bogstav.
Kogt ind handler bogen om den 72-årige Grace, der pludselig får at vide, at hun har arvet et hus på Ibiza fra en gammel veninde, hun ikke har hverken set eller hørt fra i årtier. Da Grace er alene, bærer rundt på en historisk sorg og ærlig talt er lidt træt, så vælger hun at sætte sig på flyet til det, der ellers er kendt som et festparadis for unge mennesker. Og herfra ændrer hendes liv sig fuldstændigt.
Ikke alene får hun opklaret, hvorfor hun af alle mennesker har arvet huset; hun får også oplevelser, hun aldrig kunne have drømt om. Og mens indtryk, viden og liv møder Grace hvert eneste minut af døgnenes timer, så opdager hun, at hun måske har fået værktøjer til at bearbejde sine egne spøgelser.
Det er svært at skrive et kort resume uden at skulle røbe det essentielle i historien, for det er netop det, der adskiller denne fremragende roman fra så mange andre. Men jeg vil ikke røbe det. Du skal selv opleve det og begive dig på den samme rejse, som jeg selv gjorde. Forestil dig, at noget sker for dig, som du ikke tror på, ikke forstår, og i det store og hele heller ikke byder særlig hjerteligt velkommen. Men samtidig gør det, at du nu kan og ved nogle ting, du aldrig har haft i værktøjskassen før. Sådan opfatter Grace den unikke oplevelse, hun har. Og det trækker alle de stivstikkere som mig selv med fødderne solidt plantet i mulden dybt ind i handlingen. Og jeg flyver velvilligt med.
Matt Haig, der er kendt for succesen med ”Midnatsbiblioteket”, er en herlig forfatter, der i den grad kan servere retter for os, som vi trods større eller mindre skepsis alligevel ender med at slubre lystigt i os. Det er godt. Det er smukt. Og det er udviklende. Og jeg takker.
Matt Haig: ”Det umulige liv”, Forlaget Svane & Bilgrav, 376 sider, på dansk ved Birgitte Nielsen og Chris Thomassen Lerche, udkom september, 2024
Læs også:
Gisle Thorsen: Døden i Sevilla