”I tre år har mor sagt, at vi kommer hjem til jul, og når det er jul, at vi kommer hjem til sommer. Jeg prøver at forklare hende, at vi ikke kan holde ud at være her, men hun forstår det ikke. Det må være mig, der ikke er god til at forklare det – eller ikke gammel nok. Jeg må huske det, til jeg bliver voksen.”

Således husker en ung Cæcilia tiden i klosteret i Norge, hvor hun og hendes søskende bliver placeret, da mor og Aksel ikke kan magte at have dem hjemme. Det er barske ord, og det bløder i et moderhjerte at læse dem, og man må forstå, at det også er en erindring, som den unge Cæcilia bar med ind i sit voksenliv og sit eget liv som mor. Da hun selv bliver mor, gør omstændighederne, at hun pludselig står alene med børn på armen og selv er blevet ukampdygtig, da kroppen siger fra. Hvad gør man så? Hvor finder man sin styrke? I at være sammen med sine børn, eller ved at overdrage dem til andre?

I Mit menneskeliv bliver vi kastet rundt i et tumultarisk og rutsjebaneagtigt liv, det liv som var Cæcilia Holbek Triers menneskeliv. Det er hendes historie og ingen andens. Hun skriver hele tiden ud fra egne erindringer og kaster ikke nogen under bussen. Hun bruger derimod sin stemme og fortæller nærmest filmisk med spring i tid og sted om det liv, hun har levet på godt og ondt. Hun er nøgtern i sin tilgang, og nok kan man føle empati for en pige, som på mange måder overlades til sig selv, men det er ikke medfølelse forfatteren ønsker, hun vil derimod gerne komme med sin erfaring og sit blik på, hvordan et liv også kan leves.

Mit menneskeliv er udgivet posthumt, da familien fandt det færdige manuskriptet i hendes gemmer. Mit menneskeliv er en stærk fortælling, hvor der ikke bliver lagt fingre imellem, der har været svigt, uro, angst, følelsen af ikke at slå til, men der har også været kærlighed, omsorg og glæde, som netop kan være med til at holde et menneskeliv oppe. Som familien skriver i efterskriften: ”Cæcilia er uendeligt savnet af både børn, børnebørn, ægtefælle, familie og venner, men vi vælger at tage imod hendes bortgang som en sidste gave til os, nemlig erindringen om at livet er umådeligt værdifuldt. Og at alt er, som det skal være.”

Cæcilia Holbek Trier, Mit menneskeliv, Erindringsroman, People’s, 2024, 235 sider.