Tom Buk-Swienty er en forrygende fortæller. Det har han bevist igen og igen i sit efterhånden omfattende forfatterskab, der både rummer biografier og en række historiske værker. I ’Berlin brænder’ kommer vi tæt på en gruppe danske journalister og gesandter ved den danske ambassade, som oplever Berlins sidste, højdramatiske år under 2. verdenskrig.

Ved starten af 2. verdenskrig var Berlin den største by i Europa. Den blev nazismens ubestridte hovedstad, men da krigen sluttede, var den en ruinhob. Sønderbombet, ødelagt og besat af de allierede. Befolkningen havde oplevet suset og euforien i krigens første år, men gennemgik i de sidste år en ekstremt hård tid. I november 1943 og halvandet år frem bombede de allierede den mægtige by næsten dagligt.

Som ved bombningerne af mange andre tyske byer var strategien at påføre borgerne så store lidelser, at de til sidst ville gøre oprør mod de nazistiske herskere og muliggøre afslutningen på 2. verdenskrig. Men sådan gik det som bekendt ikke. Tyskerne var opgivende, underkuede, kraftløse og led under sult, kulde og udmattelse. Ved protester, eller sågar bare vittigheder om krigens gang eller de nazistiske ledere var vejen til bødlen ganske kort. Så der var ikke overskud til oprør, på trods af at modstanden mod regimet var ganske udbredt – i hvert fald i de kredse, som vores hovedpersoner færdes i.

Fortælleteknisk springer Buk-Swienty mellem de forskellige journalisters og gesandters beretninger, og det giver bogen en stærk dynamik. Forfatteren trækker på deres øjenvidneskildringer og et omfattende kildemateriale, baseret på at de kunne bevæge sig omkring i byen og på trods af censur alligevel kunne give omverdenen indblik i, hvad der foregik.

Bogen er en meget stærk oplevelse og giver et foruroligende indblik i, hvordan nazisterne trak Tyskland og Berlin ned i en malstrøm af vanvid, død og ødelæggelse. Der var ingen underkastelse eller vilje til at indlede dialog om en overgivelse. Man var parat til at ofre alt, og alle funktioner i samfundet, der ikke havde basal betydning for krigen, blev lukket ned. Som et sidste desperat forsøg, skabte man en pjaltehær med mænd i alderen fra 16 til 60 år, men man ikke en gang havde ressourcer nok til at give dem uniformer eller bare nogenlunde tidssvarende bevæbning.

Buk-Swienty konstaterer, at den manglende vilje til overgivelse også hang sammen med, at mange vidste, hvilke uhyrligheder, der var begået under krigen, ikke mindst i Østeuropa og Rusland. Dette ville sejrherrerne kræve betaling for. Eftertiden viste, at dette var helt korrekt, hvilket den udmarvede og forhutlede befolkning i Berlin fik at føle, da de russiske tropper indtog byen. Dette kommer forfatteren til at beskrive i næste bind i serien, og man kan kun glæde sig efter at have læst ”Berlin brænder”.

Tom Buk-Swienty: ”Berlin brænder”. Politikens Forlag. 544 sider. Oktober 2024