// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kenneth Bøgh Andersen: Villa Tempus
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Eventyr, Fantasy, Noveller, Spænding

Kenneth Bøgh Andersen: Villa Tempus

Skrevet af den 30. oktober 2024 – 05:30Ingen kommentarer

Så er der spænding til de lidt yngre læsere – men nok ikke børn. Kenneth Bøgh Andersen, der har begavet os med mange herlige gys og fantasy-bøger, serverer denne gang en herlig anretning på tre fængslende noveller, der – hvis vi tillader det – godt kan efterlade lidt tanker hos os – også selvom de hver for sig har været udgivet før.

Den første handler om Victor, der finder et gammelt ur med magiske kræfter. Han kan nemlig bruge det til at sætte tiden tilbage og fortryde, rette eller nytænke ting og oplevelser, han kaster sig ud i. Men kun en time. Aldrig mere end en time. Og det er heldigt, at han har fundet uret, for hans plageånd i skolen, Casper, er en evig kilde til ulykke. Det kan han nu lave om på. Victor lærer dog hurtigt, at med de nye fordele kommer også et meget stort ansvar. Og det kan koste ham alt.

I den anden møder vi Simon, der er noget så gevaldigt træt af sin lillebror, Tim. En dag ønsker han af al sin magt, at han ikke havde en lillebror, og da han næste morgen vågner, er lillebroren væk. Og faktisk har han – i den nye virkelighed – aldrig eksisteret. Nu går det op for Simon, at han har gjort noget forfærdeligt, og han må ud på en meget vanskelig og overraskende rejse for at se, om han kan redde sin lillebror.

I den sidste historie tager en lille familie ud i et hus på landet, og naturligvis er tingene ikke, som de ser ud til at være, og snart er vi viklet ind i et eventyr, der kan tage pusten fra de fleste.

Målgruppen til disse tre historier er nok lidt bredere, end du umiddelbart kunne foranlediges til at tænke. Jeg tror, den officielt hedder fra cirka 12 år, men bagkanten er ikke 18. Jeg nød dem i hvert fald meget, og jeg er … over 18.

Det elegante ved hans fortællinger, som må være virkelig sjove at skrive, er, at de har dybere budskaber end bare underholdning og let gys. Og det er noget af det, der skaber mest værdi ved bøger af denne slags. Du får en række tanker med på vejen, som hverken er plastret op i ansigtet på dig eller er udpenslede. Og når så underholdningen er i top, så er jeg altså rigtig glad.

En rigtig god oplevelse – også for en ældre fyr som mig.

Kenneth Bøgh Andersen: ”Villa Tempus”, Forlaget Gyldendal, 320 sider, udkom september 2024

Læs også:

Bjarte Breiteig: Når dagen er omme og andre noveller

Shirley Jackson: Lotteriet og andre noveller

Peter Nádas: Gyserhistorier

Der er lukket for kommentarer.