Édouard Louis: Monique flygter
Skarpt, relevant og interessant portræt af en undertrykt kvindes flugt og forvandling.
Monique flygter af franske Édouard Louis er baseret på forfatterens mors flugt fra hendes mand. En mand der drikker, ydmyger hende og kalder hende de værst tænkelige ting. Hans mor ringer grædende til ham en aften, han er på skriveophold i Athen. Hun har brug for hjælp og den giver han gerne. Fra Athen sikrer han, at hun kan opholde sig i hans lejlighed i Paris, han tager kontakt til en ven, der får handlet de mest basale varer og han begynder at surfe efter en bolig til hende. Han støtter hende ved daglige telefonsamtaler og indgyder hende håbet om et andet liv.
Édouard Louis har evnen til at flyttet blikket, skylden og bebrejdelsen fra det enkelte menneske fx den mand Monique flygter fra, til samfundet, strukturer, noget større og beskriver den vold, der “var blevet kanaliseret gennem ham (manden Monique flygter fra), en vold som ikke er så enkel at forklare, volden i hans opdragelse, i hans socialklasse, volden i parforholdet, i den maskuline dominans..”.
Når Édouard Louis fortæller om sin mor, der flygter fra manden, er det ikke kun en fortælling om hans mor der flygter. Det er også en fortælling om, hvor vanskeligt det er for kvinder generelt at flygte, hvis de er uden uddannelse, uden arbejde, uden penge, uden fast ejendom. Mange tror fejlagtigt, at kvinder i dag i et velfærdssamfund “bare” kan lade sig skille fra dårlige forhold eller voldelige mænd. Det er der nogen, der kan. Men det er ikke alle. Og det er ikke uden en pris. Hvor skal man flygte hen? Hvordan skaffer man en bolig? Hvordan skal man forsørge sig selv? Hvem skal du tale med, når du bliver ensom? Og hvordan skal du klare dig uden helt basale IT-færdigheder?
Monique er langt hen af vejen heldig. Hun har en søn, der griber hende, den aften hun bryder sammen. Han har penge, han har netværk og han ønsker hende en anden tilværelse.
Om det lykkes Monique at flygte og holde sig på afstand af manden er det store spørgsmål og dermed også motoren i bogen. Som læser hepper man og hænger på. Socialrådgiveren i mig presser sig på og råber, at Monique flygter er en vigtig bog om et relevant emne, der formentlig ikke blot vil underholde sin læser men også vil oplyse.
Édouard Louis (f. 1992) debuterede med den prisvindende roman Færdig med Eddy Bellegueule om sin egen opvækst i fattigdom i den nordlige del af Frankrig. En fremragende roman! Den unge forfatter har allerede fået udgivet flere gode romaner og jeg må især fremhæve Voldens historie. Voldens historie er en vigtig, barsk, oplysende, fangende, rørende og fremragende roman om en voldtægt og om tiden derefter, og om at springe ud som homo og at frigøre sig fra sin familie og fortid.
Hvis du endnu ikke har læst noget af Édouard Louis, anbefaler jeg at du starter med Færdig med Eddy Bellegueule. Herefter kan du bare snuppe bøgerne en efter en.
Édouard Louis, Monique flygter, Gyldendal, Oktober 2024, 154 sider, Oversat af François-Eric Grodin